24-01-2019
Skattestyrelsen i Ringkøbing slår stillinger op
Skattestyrelsen i Ringkøbing har netop slået godt 40 nye stillinger op i afdelingen Betaling. De nye medarbejdere søges bl.a. til bogføring, kontering og ompostering, afstemning og debitorpleje på tværs af Skatteforvaltningens område. Der er tale om både midlertidige og faste ansættelser.
- Man kan lidt populært sige, at Betaling er hele Skatteforvaltningens kasseapparat. Alle betalinger går gennem os. Så det er en meget konkret opgave, vi har. Og de medarbejdere, vi søger, skal gerne have en god kombination af faglighed, sans for detaljen og evne til at levere et højt serviceniveau i kontakten med både borgere og virksomheder, siger Helle Kisum, der er ny underdirektør for afdelingen.
Som nyansat i Skattestyrelsen skal man igennem et introduktionsforløb, hvor man bliver sat grundigt ind i Skattestyrelsens arbejdsområde og lovgivning. Det er derfor ikke et krav, at ansøgerne har en skattemæssig baggrund, blot fagligheden matcher opgaven, og man er villig til at lære nye områder og opgaver at kende.
- Opgaverne, vi tilbyder, er mangeartede og vores nye medarbejdere vil komme i berøring med mange forskellige områder. Derfor er det vigtigt for os, at vores nye kolleger kommer godt fra start med en grundig introduktion. Samtidig har vi stort fokus på fortsat kompetenceudvikling. Det giver i mine øjne den bedste arbejdsglæde og det bedste arbejdsliv – og det er noget, vi vægter meget højt, siger Helle Kisum.
Åbent Hus
Skattestyrelsen har allerede modtaget de første ansøgninger, og stillingerne vil løbende blive besat frem mod sommer. Skulle man være interesseret i at høre mere om mulighederne, inviterer Betaling til åbent hus tirsdag den 5. februar 2019 fra kl. 17:00-19:00 på Damstrædet 2, 6950 Ringkøbing. Her vil underdirektør Helle Kisum, sammen med flere ledere og medarbejdere, besvare spørgsmål om opgaverne, organisationen og arbejdsmiljøet i Betaling. Der er tilmelding senest fredag d. 1. februar på mail: sofie.hoejrup@sktst.dk.
Se stillingsopslaget på Skattestyrelsens hjemmeside.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900 | Virksomheder, tlf.: 7222 1818