Gå til indhold

Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om 4.500 borgeres indtægter fra kørselstjeneste

Via de hollandske skattemyndigheder har Skattestyrelsen modtaget oplysninger om ca. 4.500 chaufførers indtægter via en platformsbaseret kørselstjeneste. I 2016 og 2017 havde chaufførerne en samlet omsætning på godt 300 mio. kr.

4.500 borgere, der har tjent penge gennem en platformsbaseret kørselstjeneste, kan se frem til at få deres skattebetaling tjekket. Det sker efter, at Skattestyrelsen har modtaget oplysninger fra de hollandske skattemyndigheder om ca. 4.500 chaufførers indtægter i Danmark i årene 2016 og 2017.

Indtægterne stammer fra kørsel formidlet via en platformsbaseret kørselstjeneste. I alt har chaufførerne haft omsætning for godt 300 millioner kr. inklusiv gebyr til platformen.

- Vi har fået oplysninger om navne på chaufførerne, der har tjent penge på at køre via kørselstjenesten, og nummerplader på de biler, der har været anvendt til kørslen. De oplysninger er vi ved at gennemgå, så vi kan finde frem til de enkelte personer og se, om indtægterne stemmer med det de har oplyst på årsopgørelsen. Stemmer det ikke, vil vi tage kontakt til de pågældende personer, så vi får det skattemæssige grundlag på plads, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Camilla Hesselby.

Det er anden gang, at Skattestyrelsen får oplysninger fra de hollandske skattemyndigheder om borgeres indtægter optjent i Danmark fra en platformsbaseret kørselstjeneste. Resultaterne af den første kontrol for indtægtsåret 2015 viste, at meget få chauffører havde styr på indberetningen af deres indtægter til skattemyndighederne.

Derfor vil Skattestyrelsen i første omgang gennemgå oplysningerne med fokus på, om der er selvangivet en korrekt opgjort indtægt, og om der er betalt den rigtige skat og moms. Den afklaring vil foregå i dialog med de enkelte chauffører.

Skattestyrelsen vil dernæst vurdere, om der er grundlag for en bøde eller et strafansvar, ligesom det vil blive vurderet om oplysningerne skal deles med andre myndigheder.

- Vores erfaringer fra gennemgang af lignende oplysninger viser, at en stor del undlader at indtægtsføre indkomst og afregne moms. Desværre tyder vores indledende gennemgang af de nye oplysninger på, at den tendens er fortsat i 2016 og 2017. Vi forventer derfor, at oplysningerne vil føre til en større andel sager om fx skatte- og momsbetaling, ligesom vi vurderer, om der er grundlag for at rejse ansvarssager, siger Camilla Hesselby.

Oplysningerne fra de hollandske skattemyndigheder er delt med Skattestyrelsen på baggrund af det administrative samarbejde i EU på skatteområdet.

Af hensyn til dette samarbejde har Skattestyrelsen ikke mulighed for at oplyse, hvilken platformsbaseret kørselstjeneste oplysningerne vedrører.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818