12-07-2021
Skattestyrelsen får tilladelse til at indhente oplysninger om betalinger via e-moneyvirksomheder.
Skattestyrelsen har netop fået tilladelse til at indhente oplysninger om borgere og virksomheders brug af betalingskort, som er tilknyttet udenlandske e-moneykonti fra 10 udvalgte e-moneyvirksomheder. E-moneyvirksomheder formidler typisk overførsler til og fra udlandet og tilbyder konti med tilknyttede betalingskort, hvor der i nogle tilfælde kan være placeret indtægter fra sort økonomi eller gevinster fra spil eller digital valuta. Formålet med indhentningen af oplysninger er bl.a. at afdække mulige ikke-beskattede indtægter og formuer, der er skjult i udlandet.
- Vi har længe kontrolleret internationale overførsler til og fra de traditionelle banker med et godt resultat. Med fremvoksningen af de nye e-moneyvirksomheder, er det kun naturligt, at vi også ser nærmere på dem, da vi vurderer, at der er risiko for, at de kan blive misbrugt til forskellige former for skatteøkonomisk kriminalitet. Det vil tilladelsen fra Skatterådet nu give os mulighed for at undersøge, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup.
E-moneyvirksomheder er en ny kategori af banker, der opererer digitalt på tværs af landegrænser og ikke har fysiske filialer i fx Danmark. Virksomhederne har en særlig, begrænset banklicens, og er ikke underlagt de eksisterende internationale dataudvekslingsaftaler. Det er første gang, at Skattestyrelsen får adgang til oplysninger fra e-moneyvirksomheder. Indsatsen er en del af Skattestyrelsens indsats for at bekæmpe skatteøkonomisk kriminalitet og hvidvask.
Et digitalt kontrolspor
I den kommende tid vil Skattestyrelsen bede om at få udleveret oplysninger om anvendelsen af betalingskort udstedt af 10 e-moneyvirksomheder. Det vil bl.a. dreje sig om transaktioner, beløb og steder, hvor betalingskortene er anvendt. Disse oplysninger vil give Skattestyrelsen et digitalt kontrolspor til at finde frem til den borger eller virksomhed, der har gennemført transaktionen, samt danne grundlag for en vurdering af, om der skal gennemføres en nærmere kontrol.
- Der kan være helt legale og forretningsmæssigt velbegrundede årsager til, at nogen vælger en digital bank. Men der kan også være nogle elementer, som taler til dem, der ikke ønsker at dele deres økonomiske forhold med os. Det er naturligvis de sidste, vi vil se nærmere efter i sømmene. Jeg forventer, at oplysningerne både vil give os større indsigt i området og overordnet være med til at styrke vores samlede kontrolindsats, siger Kim Tolstrup.
Indsamlingen og behandlingen af data foregår løbende. Resultater forventes klar ved udgangen af 2022.
Læs Skatterådets afgørelse her
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere, tlf.: 7222 1818