29-08-2019
Skattestyrelsen får oplysninger om 20.000 borgeres handel med kryptovaluta
For første gang har skattemyndighederne modtaget oplysninger om handel med fx bitcoins på danske kryptobørser. I alt er der modtaget information på ca. 20.000 borgere.
Det sker, efter Skattestyrelsen tidligere på året fik Skatterådets tilladelse til at indhente oplysninger om handel med kryptovaluta hos tre danske kryptobørser.
Børserne skulle dermed udlevere oplysninger om alle køb og salg af kryptovalutaer foretaget i perioden 1. januar 2016 til og med 31. december 2018 – herunder også identifikationsoplysninger som navne, adresser, cpr-numre og evt. cvr-information.
Afgørelsen fra Skatterådet kommer i kølvandet på oplysninger, Skattestyrelsen for ca. et år siden modtog fra de finske skattemyndigheder vedrørende danske borgeres handler på en finsk bitcoinbørs. De mange oplysninger skal bruges til at sikre, at borgerne betaler det korrekte i skat.
- Det er første gang, vi får et indblik i, hvor mange der har købt og solgt kryptovaluta i Danmark. Vi har nu et solidt datagrundlag for at gå videre i vores arbejde, som handler om at sikre, at borgere og virksomheder betaler det rigtige i skat, hvis de har en gevinst og får fradrag, hvis de har lidt et tab. På den måde kan vi også give borgerne en endnu bedre vejledning, siger underdirektør Kim Tolstrup, Skattestyrelsen.
I den kommende tid vil Skattestyrelsen gennemgå de mange oplysninger for at undersøge, om hhv. tab eller gevinst er selvangivet korrekt. De første ændringer af skatten for de handlende er allerede blevet sendt, og arbejdet fortsætter den kommende tid.
- Det er endnu for tidligt at sige, hvad vi finder, når vi kigger længere ind i materialet. Men vores indledende gennemgang viser, at borgerne ikke har været så opmærksomme på at få indberettet til os. Derfor er det vigtigt at sige, at det ikke er for sent. Man kan godt få genoptaget sin sag, hvis man har gode grunde til det. Så jeg vil gerne komme med en opfordring til, at man får kigget på, hvad man har selvangivet, hvis man har købt og solgt kryptovaluta de seneste år, siger Kim Tolstrup.
Eventuelle skattemæssige ændringer vil blive foretaget ud fra en konkret og individuel behandling, der afklarer, om handlen skal medregnes i den skattepligtige indkomst. Er man i tvivl om reglerne for beskatning af kryptovaluta, er der hjælp at finde på skat.dk/kryptovaluta
Skatterådets afgørelse om udlevering af oplysninger kan læses her.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818