29-04-2026
Skattestyrelsen efterlyser ejerne af 6.000 konti
Skattestyrelsen bringer i dag en efterlysning i Statstidende. Efterlysningen sker på vegne af 13 danske pengeinstitutter og drejer sig om ejerne af knap 6.000 konti og depoter, som har et samlet indestående på ca. 55 mio. kr. Én konto alene har et indestående på 400.000 kr.
Efterlysningen kommer nu, fordi pengeinstitutterne ikke har de nødvendige identifikationsoplysninger på ejerne, og Skattestyrelsen skal efter reglerne i Skatteindberetningsloven annoncere efterlysningen i Statstidende.
For at få ejerne til selv at henvende sig har de mange konti og depoter været spærret af pengeinstitutterne det seneste år. I den periode har institutterne samtidig forsøgt at finde frem til deres kunder, hvilket indtil videre har været forgæves.
- Pengeinstitutterne og deres kunder har et fælles ansvar for, at konti og depoter er registreret med de korrekte oplysninger. Hvis det ikke er tilfældet, er den yderste konsekvens desværre, at pengene kan blive inddraget til staten. Det er der ingen, der ønsker, og derfor beder vi offentligheden om hjælp: Står du selv på listen, eller kender du nogen, der gør – så er det nu, I skal kontakte jeres respektive pengeinstitutter, siger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.
Alle henvendelser om indeståender på disse konti og depoter skal rettes direkte til det enkelte pengeinstitut. Efterlysningen løber frem til den 28. april 2027.
Efterlysningen i Statstidende ses her
I alt efterlyses ejerne af 61 uidentificerede depoter med en samlet værdi af 643.500 kr. og 5.726 konti med et samlet indestående på 54,6 mio. kr.
En konto med mere end 400.000 kr.
Størsteparten af de knap 6.000 konti og depoter indeholder mellem 1.000 og 100.000 kr. På en enkelt konto står der dog over 400.000, som lige nu ikke har en ejer tilknyttet.
- Typisk er der tale om en glemt konto, eller at en bankkunde er flyttet til udlandet og ikke har givet banken besked. Men det er nogle store beløb at glemme, så vi kan heller ikke udelukke, at der kan ligge andre motiver bag. Det kan eksempelvis være sort økonomi eller hvidvask. Derfor skal bankerne og Skattestyrelsen vide, hvem der ejer pengene, siger Ulrick Junge.
En gang årligt skal landets pengeinstitutter indberette oplysninger om kunder og indeståender til Skattestyrelsen. De oplysninger bruges bl.a. i borgernes årsopgørelser til at sikre, at der bliver betalt den korrekte skat i Danmark. Samtidig deles oplysningerne med andre landes skattemyndigheder som del af de internationale udvekslingsaftaler, så der kan ske korrekt skattebetaling på tværs af landegrænser.
Hvis ejerne af de efterlyste konti og depoter ikke henvender sig til deres pengeinstitutter og oplyser deres identifikationsoplysninger inden den 28. april næste år, vil de indestående beløb overgå til statskassen.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Faktaboks – undgå at få inddraget indeståender
Danske finansielle institutioner har ifølge skattelovgivningen pligt til at indhente identifikationsoplysninger og kunne dokumentere, at de ved, hvem deres kunder er. Det betyder i praksis, at alle konti og depoter skal have tilknyttet en ejer, der kan identificeres.
Hvis man vil undgå at få sine konti og depoter efterlyst og potentielt inddraget, er det derfor vigtigt at sikre sig, at ens pengeinstitut har de korrekte oplysninger om en. Det vil sige:
- navn og adresse
- bopælsland, hvis du har en udenlandsk adresse
- cpr-nr.
- cvr-nr., hvis intet cpr-nr. (for eksempel enkeltmandsvirksomhed)
- se-nr., hvis intet cvr-nr.
- fødselsdato, hvis intet se-nr.
Borgere, som har bopæl og/eller er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, skal afgive disse identifikationsoplysninger:
- TIN - Tax Identification Number (skatteidentifikationsnummer)
- fødselsdato
- fødselssted og fødselsstat, hvis intet TIN
Læs mere på skat.dk om reglerne for identifikation.
Ændringer i kontakt og identifikationsoplysninger skal oplyses til pengeinstituttet senest en måned efter ændringen er foretaget.
Faktaboks – sådan gik det med efterlysningen i 2024
I 2024 efterlyste Skattestyrelsen ejerne af 17,5 mio. kr. fordelt med 14,2 mio. kr. på 7.720 konti og 3,3 mio. kr. på 188 depoter. Fristen for at henvende sig udløb den 1. oktober 2025. Skattestyrelsens tal opgjort ved udgangen af 2025 viser, at ejerne af 1.139 konti og 78 depoter henvendte sig til deres bank eller pengeinstitut.
I alt endte indestående på konti med godt 8,3 mio. kr. og værdier på depoter på godt 3,7 mio. kr. at blive inddraget til staten. Resten blev identificeret af de retmæssige ejere. Grunden til, at værdien af beløbet, der er inddraget på depoter, overstiger beløbet, der stod på depoterne den 31. december 2023, er, at værdien af aktiverne er steget frem til inddragelsestidspunktet.
Den seneste efterlysning, der blev bragt i 2025, udløber først den 30. april 2026.
Når det er Skattestyrelsen, der bringer efterlysningen i Statstidende på vegne af landets pengeinstitutter, er det fordi, det fremgår eksplicit at af Skatteindberetningsloven §53.