30-04-2025
Skattestyrelsen efterlyser ejerne af 20,5 mio. kr.
Skattestyrelsen bringer i dag en efterlysning i Statstidende af ejerne af knap 8.700 konti og depoter med indeståender for godt 20,5 mio. kr. Selv om det er borgernes eget ansvar, efterlyses de mange konti og depoter, fordi det ikke har været muligt for de respektive banker at indhente de fornødne oplysninger om ejerne, der med sikkerhed fastslår kundens identitet. Det kan fx være navn, adresse, CPR eller CVR-nummer, som banken skal bruge for at kunne indberette korrekt til Skattestyrelsen.
- Bankerne har ikke kunne få kontakt til de efterlyste ejere og har derfor ikke de nødvendige identifikationsoplysninger. Derfor efterlyses de nu i Statstidende. Kig efterlysningen i Statstidende igennem – og er du på listen, så tag kontakt til din bank. Det kan også være, at du genkender venner eller familie, der er flyttet til udlandet, på listen. Tag gerne fat i dem, og få dem til at henvende sig til deres bank, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge.
Annoncen i Statstidende ses her.
Efterlysningen sker i samarbejde med 16 danske banker. Siden 1. januar 2024 har adgangen til pengene været spærret i håbet om, at ejerne ville reagere og selv tage kontakt. Med efterlysningen i Statstidende gives der nu et års frist til at kontakte banken. Sker det ikke, vil de indestående beløb tilfalde staten.
Efterlysningen udløber den 30. april 2026.
På syv konti venter op mod 217.000 kr.
Langt størsteparten af de 8.561 konti indeholder beløb under 10.000 kr., men der er også godt 100 indeståender op til 100.000 kr., og på syv konti står der mellem 100.000 og 217.000 kr. Hertil kommer godt 105 depoter til en samlet værdi af ca. 1,2 mio. kr.
- Uanset beløbets størrelse er det ærgerlige penge, man risikerer at miste. Derfor vil jeg gerne minde om, hvor vigtigt det er, at man giver de nødvendige oplysninger til sin bank, fx oplysning om ny adresse hvis man flytter ud af landet, siger Ulrick Junge.
Det er femte gang, Skattestyrelsen efterlyser ejere af uidentificerede konti og depoter på vegne af danske banker.
Efterlysningen sker på baggrund af oplysninger fra danske banker i hele landet, der skal have sikker viden om deres kunder. Som del af deres indberetningspligt til Skattestyrelsen har bankerne oplyst, at de ikke har de nødvendige identifikationsoplysninger på ejerne af de berørte konti og depoter. Skattestyrelsens opgave i denne henseende er alene at efterlyse ejerne i Statstidende og inddrage de konti og depoter, der ikke kan identificeres.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Faktaboks – sådan gik det med sidste års efterlysning
I 2023 efterlyste Skattestyrelsen ejerne af 13,6 mio. kr. fordelt med 4,4 mio. kr. på 698 konti og 9,2 mio. kr. på 80 depoter. Fristen for at henvende sig udløb den 24. april 2024. Skattestyrelsens tal opgjort ved udgangen af 2024 viser, at ejerne af 352 konti og 46 depoter henvendte sig til deres bank eller pengeinstitut. I alt endte indestående på konti med godt 1,3 mio. kr. og værdier på depoter på godt 13 mio. kr. at blive inddraget til staten. Grunden til, at værdien af det beløb der er inddraget på depoter, overstiger det beløb der stod på depoterne pr. 31/12 2022, skyldes at værdien af aktiverne er steget frem til inddragelsestidspunktet.