Gå til indhold

Skattestyrelsen anker Østre Landsrets dom i sagen mod Bech-Bruun

Skattestyrelsen ønsker, at Højesteret tager stilling i erstatningssagen mod advokatfirmaet Bech-Bruun i udbyttesagskomplekset.

Skattestyrelsen anlagde i 2020 en erstatningssag mod advokatfirmaet Bech-Bruun i udbyttesagskomplekset.

Søgsmålet blev anlagt, da Skattestyrelsen i fællesskab med Kammeradvokaten vurderede, at advokatfirmaet formentlig havde ydet ansvarspådragende rådgivning til en tysk bank, der sidenhen er idømt en bøde på 110 mio. kr. for sin rolle i udbyttesagen.

Den 28. april 2022 afsagde Østre Landsret dom i sagen, og Bech-Bruun blev frifundet for det rejste erstatningskrav.

Skattestyrelsen har besluttet at anke Østre Landsrets dom, idet styrelsen er uenig i dommen, og fordi styrelsen mener, at dommen har uhensigtsmæssige principielle konsekvenser. Derfor ønsker styrelsen bl.a. Højesterets stillingtagen til den norm for rådgiveres ansvar, der fastlægges med dommen. En norm, der efter styrelsens opfattelse kan have den konsekvens, at advokater i vidt omfang kan fraskrive sig ansvar over for tredjemand ved at forudsætte sig ud af de konkrete omstændigheder i en sag. Dette vurderes så meget desto mere at være relevant i en sag, hvor det efterfølgende viser sig, at der er begået et kriminelt forhold.  

- Det er Skattestyrelsens opfattelse, at SKAT i perioden fra 2012 til 2015 blev udsat for svig med refusion af udbytteskat. Svigen blev udført på baggrund af et sofistikeret set-up, der misbrugte de finansielle systemer i en række lande, og som blev blåstemplet af professionelle rådgivere rundt om i verden. Skattestyrelsen ønsker i videst muligt omfang at få stillet disse rådgivere til ansvar for deres rolle i sagen.  Der er i den forbindelse brug for, at Højesteret konkret og principielt får lejlighed til at foretage en vurdering af, hvor langt rådgivere kan gå, når de yder rådgivning af denne karakter, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Steen Bechmann Jacobsen.

- Vores opfattelse er fortsat, at advokatfirmaets rådgivning var ansvarspådragende, og vi ser frem til, at Højesteret, som landets øverste juridiske instans, vurderer grænserne for rådgiveres ansvar.

Skattestyrelsen afventer nu processen frem mod en Højesteretsdom. Styrelsen har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818