02-10-2023
Skattestyrelsen åbner nyt skattecenter på Sydfyn
Med afsæt i regeringens ønske om at styrke Skatteforvaltningen blev det i 2019 besluttet at åbne otte nye skattecentre over hele landet i perioden 2020-2023.
Snart er dette mål opfyldt, når Skattestyrelsen mandag 2. oktober indvier det syvende skattecenter i Svendborg - og om cirka en måned officielt indvier det allersidste skattecenter i Frederikshavn.
- Det er en glædelig dag, hvor vi åbner dørene til et nyt skattecenter i det sydfynske. Jeg er glad for den varme modtagelse, vi har fået. Åbningen i Svendborg understreger, at opgaver kan løses lokalt, men har betydning for hele landet, siger skatteminister Jeppe Bruus.
I alt får otte byer et nyt skattecenter, og Svendborg er den andensidste by, der byder medarbejdere fra Skattestyrelsen velkommen.
- Det har for regeringen og for mig som skatteminister været højt prioriteret, at vi fik styrket skattekontrollen markant. Åbningen af skattecentret i Svendborg er et håndgribeligt symbol på et styrket skattevæsen, der har fået tilført 1.000 nye kontrolmedarbejdere som følge af regeringens skattekontrolreform, siger skatteministeren.
Medarbejderne, som skal sidde i det nye skattecenter på Ryttervej i Svendborg, kommer alt overvejende til at vejlede om alt fra forskud- og årsopgørelsen til dybere personspørgsmål. Vejledningen foregår telefonisk, på chat, mail og via de generelle henvendelser, der kommer ind på sociale medier. Søren Bork Hansen, som er underdirektør med ansvar for borgervejledningen i Skattestyrelsen, opfatter da også dagens begivenhed i det sydfynske som en milepæl for styrelsen.
- Skattestyrelsen har knoklet hårdt de seneste år med at åbne de nye skattecentre, og i dag er turen så kommet til Svendborg. Derfor er jeg både stolt og lettet over, at vi nu kan byde medarbejderne velkommen til vores nye lokaler. Vi vil fortsat gøre vores bedste for at levere en vejledning til borgerne om skat og dermed leve op til de ambitioner, som politikerne har haft med at styrke Skatteforvaltningen. Skat er ikke enkelt – det er derfor, vi er her, siger Søren Bork Hansen.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818.
FAKTABOKS:
- Skatteforvaltningen modtager på landsplan 4 mio. henvendelser fra borgere og virksomheder hvert år.
- Dagligt håndteres godt 19.000 henvendelser på landsplan.
- En tilfredshedsmåling foretaget på Skatteforvaltningens vejledningsindsats har vist, at der fra 2017 til 2022 var en gennemsnitlig tilfredshedsscore for telefonbetjening og mailbesvarelse på 4,2 ud af en maksimal score på 5. Målingen er baseret på en tilfredshedsundersøgelse foretaget kort efter at vejledningshenvendelsen er afsluttet.