28-08-2025
Skattestyrelsen: 470.000 virksomheder får hjælp til at få styr på momsen
Kan tømrermesteren trække momsen på boremaskine, sav og sikkerhedssko fra? Kan frisøren få fradrag for indkøb af hårspray, sakse og stylingprodukter? Og hvordan er det lige med den selvstændige konsulent - gælder fradraget på computeren, printer og kaffemaskinen på kontoret?
Indberetning af moms kan give hovedbrud i landets virksomheder. Men der er hjælp at hente hos Skattestyrelsen, der i disse dage lancerer en kampagne målrettet de ca. 470.000 virksomheder, som skal indberette og betale moms senest den 1. september 2025.
- Vi oplever desværre, at mange af de små og mellemstore virksomheder laver fejl, som fx skyldes misforståelser om, hvad de kan eller ikke kan trække fra. De fleste gør deres bedste og forsøger at få styr på det, men det er vigtigt for både virksomhederne og os at få andelen af fejl ned, og det arbejder vi målrettet med, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Preben Buchholtz.
Moms er dit ansvar. Men vi hjælper gerne
Skattestyrelsen håber, at en omfattende indsats med vejledning, kontrol og digitale løsninger vil gøre det muligt at komme flere af fejlene til livs, fortæller Preben Buchholtz:
- Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvilke udgifter, der kan give momsfradrag. Vi ser for mange fejl i momsindberetningerne, men det er virksomhedernes eget ansvar at få styr på momsen, og der findes heldigvis værktøjer, der kan hjælpe, og vi er altid klar til at rådgive og hjælpe med at komme godt i mål, siger han.
På skat.dk/huskmoms finder du gode råd til, hvordan du bedst håndterer moms både før, under og efter din indberetning.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818