16-09-2021
Skatterådet giver for fjerde gang Skattestyrelsen lov til at hente oplysninger om indtægter via digitale platforme
Skattestyrelsen har igen fået tilladelse af Skatterådet til at indhente oplysninger om borgernes indtægter via en digital platform. I dette tilfælde er der tale om oplysninger fra en af de såkaldte kapitalplatforme, der faciliterer udlejning af aktiver som fx bil, båd og bolig.
- Deleøkonomi via forskellige digitale platforme er efterhånden blevet en fast del af manges hverdag. Også når det kommer til deling af bil, båd og bolig. Derfor er det kun naturligt, at vi kontrollerer, om udlejere husker at få oplyst deres indtægter til os, så der bliver betalt den rigtige skat og moms, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Britt Rønne.
Oplysningerne, Skattestyrelsen vil indhente, drejer sig om kalenderåret 2020. Der vil være tale om bl.a. identifikationsoplysninger, beløb, anvendte konti samt andre oplysninger, der kan belyse den enkelte udlejers lejeindtægter gennem platformen. Skattestyrelsen har tavshedspligt, og det er derfor ikke muligt at oplyse, hvilken kapitalplatform, der er tale om.
Kontrol og indberetning af indtægter fra digitale platforme
Skattestyrelsen har med tilladelse fra Skatterådet tre gange tidligere indhentet oplysninger fra flere arbejdsplatforme. I 2020 gennemførte Skattestyrelsen 1.816 kontroller af en gruppe borgere med indtægt via arbejdsplatforme, alle udvalgt ud fra en vurdering af væsentlighed og risiko. Dette førte til reguleringer i 95 pct. af kontrollerne.
Med den nye tilladelse fra Skatterådet er det første gang, at tilsvarende oplysninger indhentes fra en kapitalplatform.
Ud over at give mulighed for at kontrollere de enkelte udlejeres indtægter, skal oplysningerne anvendes til at give Skattestyrelsen et større kendskab til brugen af kapitalplatforme.
- Vi kommer til at anvende oplysningerne til kontrol, men også – og meget vigtigt – til at blive klogere på området, så vi i fremtiden kan blive endnu bedre til at målrette vores vejlednings- og kontrolindsats, siger Britt Rønne.
Langt størsteparten af oplysningerne til årsopgørelsen modtager Skattestyrelsen automatisk fra fx arbejdsgivere, der indberetter løn og indeholder forskudsskat. Oplysninger om indtægter erhvervet via deleøkonomiske kapitalplatforme skal borgerne dog som udgangspunkt selv sørge for at oplyse via TastSelv. Fra indkomståret 2021 har kapitalplatforme med fast driftssted i Danmark, der formidler udlejning af bolig, bil eller båd, pligt til at indberette udlejernes indtægter til Skattestyrelsen. Det sker som en del af den politiske aftale ”Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien”.