28-05-2025
Påmindelser fik selskaber til at indberette 31 mio. kr. ekstra i moms til Skattestyrelsen
I november 2024 kontaktede Skattestyrelsen ca. 2.800 små og mellemstore selskaber mv. med en opfordring om at tjekke deres momsregnskaber for 2022.
Selskaberne er udvalgt, fordi Skattestyrelsen har fundet uoverensstemmelser mellem virksomhedernes egne momsindberetninger og indberetninger til registret VIES, der er et fælles europæisk system til udveksling af momsoplysninger mellem EU-landene.
Noget tydede herved på, at selskaberne kunne have glemt at angive moms efter indkøb i andre EU-lande. Når et selskab foretager køb i udlandet, skal selskabet selv indberette og betale dansk moms heraf, og det har mange ud fra Skattestyrelsens erfaringer udfordringer med.
Skattestyrelsens vejledning har medført en betydelig reduktion i de afvigelser, der ofte er mellem de to systemer. I alt blev differencen nedbragt fra 473 mio. kr. til 279 mio. kr., svarende til en reduktion på 194 mio. kr. eller 41 pct.
Der kan være flere årsager til de manglende momsindberetninger på området. Det kan fx skyldes, at selskaberne ikke har fokus på denne moms, fejlopsætning af bogføringssystemer, uvidenhed, eller at der kan være tale om bevidst undladelse eller svig.
- I langt de fleste tilfælde er det vores indtryk, at selskaberne ikke har forsøgt at snyde eller prøver at betale mindre, end de skal. Typisk ligner det simple fejl i deres indberetninger, fx at man ikke husker at indberette momsen. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi har fået rettet op på mange af disse fejl, siger Rasmus Winther Borup, underdirektør i Skattestyrelsen.
Og Skattestyrelsens påmindelse har da også givet udslag til, at der er indbetalt samlet set ca. 31 mio. kr. ekstra i moms.
- Selskaberne skal selvfølgelig betale den rigtige moms af køb i udlandet, så derfor er det glædeligt, at vores påmindelse har så stor effekt. Hvis vores vejledning får virksomheder til at gøre tingene rigtigt, er vi nået langt, siger Rasmus Winther Borup.
Rigsrevisionen har tidligere haft fokus på VIES og momsdifferencer. I en beretning i november 2021 kritiserede Rigsrevisionen blandt andet Skattestyrelsen for ikke at gøre nok for at sikre, at virksomhederne indberetter deres momsoplysninger korrekt. Skattestyrelsens tiltag med at opfordre virksomhederne til at dobbelttjekke deres momsindberetninger er en del af en samlet indsats for at styrke opfølgningen på, at virksomheder med EU-handel betaler den moms, de skal.
Visse virksomheder skal indberette data om deres EU-handel kvartårligt. For omkring 140.000 virksomheder er der mandag den 2. juni 2025 frist for at indberette moms for 1. kvartal 2025.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818