Gå til indhold

Overvældende interesse for forskudsopgørelsen. 3,6 mio. logins på få uger

Markant flere borgere har i år tjekket deres forskudsopgørelser. Flest har ændret i oplysningerne om indkomst.

Forskudsopgørelsen for 2026 åbnede den 11. november 2025. Her fik borgerne for første gang mulighed for at se, hvordan de nye politiske tiltag, som bl.a. et ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer, fjernelse af AM-bidrag for unge under 18 år og ændringer i topskatten, vil påvirke deres privatøkonomi næste år.

Ved udgangen af november havde borgerne foretaget 3,6 mio. logins i TastSelv, hvilket er 500.000 flere end i tilsvarende periode sidste år. 

- Vi har i år indbygget en række politiske initiativer og aftaler i forskudsopgørelsen, som kommer til at påvirke op mod 600.000 borgeres skattebetaling næste år. Det tror jeg har været med til at skærpe interessen, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge, der samtidig understreger:

- Selv hvis man ikke er berørt af de nye tiltag, er det altid en god ide at løbe oplysningerne i sin forskudsopgørelse igennem - især hvis der er sket ændringer i økonomi eller hverdag i løbet af året. 

Læs mere om forskudsopgørelsen for 2026.

400.000 indkomstændringer og en advarsel
I løbet af de første 14 dage efter åbningen justerede flere end 400.000 borgere i deres forventede indkomst for næste år. Det er 45.000 flere end på samme tid sidste år. Dernæst kommer ændringer af renter til banker og realkreditinstitutter, hvor der er registreret en lille stigning i forhold til sidste år. 

- Hvis lønnen er ændret, skal man naturligvis sørge for, at det afspejles i forskudsopgørelsen. Men her bør man være særlig varsom. Sætter man sin indkomst højere, end den i virkeligheden er, vil man få for meget i beskæftigelsesfradrag – og så risikerer skattefidusen i stedet at blive et skattesmæk, siger Ulrick Junge og fortsætter:

- Brug hellere lidt tid på at være så præcist som muligt med oplysningerne i forskudsopgørelsen. Hvis der er styr på det, betaler man løbende den rigtige skat og undgår overraskelser, når årsopgørelsen kommer. 

Tallene i forskudsopgørelsen stammer fra tidligere forskuds- og årsopgørelser. Derfor vil evt. nye eller kommende ændringer i hverdag eller økonomi først blive indarbejdet, når borgerne selv retter i oplysningerne. Hvis ændringerne skal nå at slå igennem til den første lønudbetaling i januar, skal de som udgangspunkt foretages inden den 20. januar.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818.

 

Pas på med at sætte indkomsten op

Mange borgere vil gerne sikre sig mod at få en restskat, når årsopgørelsen for 2026 kommer. Nogle vælger at sætte deres indtægt højere, end den faktisk er. Dette skal man dog være varsom med, da man i stedet risikerer at få for højt et beskæftigelsesfradrag.

Er indkomsten under 496.471 kr. i 2026 før AM-bidrag (452.033 kr. i 2025), risikerer man at komme til at betale for lidt i skat, hvis indkomsten sættes højere, end den faktisk bliver. Det sker, fordi der automatisk vil blive givet et større beskæftigelsesfradrag, end der er ret til.

Læs mere på skat.dk om ændringer i løn