03-11-2025
Nyt vejledningsunivers skal hjælpe content creators med skatten
Efter at have konstateret omfattende fejl i skattebetalingen hos influencere og content creators som bl.a. OnlyFans-kreatører, har Skattestyrelsen netop lanceret en digital vejledningskampagne og et nyt vejledningsunivers på skat.dk/contentcreators. Formålet er at oplyse om skattereglerne, så både de eksisterende content creators og de nye, der løbende kommer til, betaler den rigtige skat af deres indtægter og anvender de korrekte fradrag.
Vi oplever, at mange influencere og content creators ikke er opmærksomme på, at det, de laver, er skattepligtigt. Det er simpelthen ikke på deres radar, at de skal betale skat af de indtægter, gaver, produkter og de særlige influencerrabatter, som de måtte få for at producere indhold og reklamere for produkterne på deres sociale medier. Vi hører også, at mange synes, det er svært, og derfor træder vi nu til med hjælp og vejledning, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Preben Buchholtz Hansen.
Kampagnen er målrettet content creators og løber fra uge 43 til 47.
Sociale medier og nye indtægtsformer
Kampagnen kommer i kølvandet på en målrettet kontrolindsats, der i første omgang afslørede fejl hos ni ud af ti af godt 600 kontrollerede content creators.
I øjeblikket er der godt 140 kontroller, som er i gang, og der er yderligere udvalgt 700 personer, som bliver kontrolleret i resten af 2025 og i 2026.
- Når man kaster sig ud i at lave digitalt indhold, er der nogle basale regler, man skal kende, og nogle krav til dokumentation, man skal være opmærksom på. Det gælder, uanset om man har digitalt indhold som sin levevej, eller om det er noget, man laver ved siden af sit almindelige arbejde, siger Preben Buchholtz Hansen, der pointerer:
- Det er en enkel grundlæggende huskeregel, at al indtægt er skattepligtig. Så modtager du betaling, eller får du får noget af værdi fra en virksomhed, som du må beholde, er det simpelthen en indtægt, som du skal betale skat af.
Ved siden af vejledningen, der også omfatter vejledningsmøder i influentbranchen, fortsætter Skattestyrelsen sin kontrolindsats.
Læs mere på skat.dk/contentcreator hvor det også er muligt at tage en test, der med få spørgsmål kan afklare om og hvordan der skal betales skat, hvis man laver indhold på sociale medier.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Faktaboks: Eksempler på skattepligtige indtægter for influencere, content creators, m.fl.
- Penge
- Engangsbeløb (fx betaling for et opslag eller en video)
- Indtægter fra platforme, hvor brugere abonnerer på dit indhold (fx fra Patreon, Twitch eller OnlyFans)
- Indtægter fra aftaler med firmaer om affiliate-marketing
- Pengepræmier vundet ved E-sportsturneringer
- Produkter og gaver
- Gratis produkter eller varer. Fx tøj, makeup, elektronik mv. eller et køkken
- Gaver eller vareprøver sendt af virksomheder
- Gavekort og vouchers
- Gavekort til fysiske butikker eller webshops
- Digitale rabatkoder, fx til spil, services eller apps
- Donationer og online-tips
- Gaver fra følgere eller seere – fx via Twitch, MobilePay eller streams
- Online-drikkepenge også kaldet ‘tips’
- Rabatter
- Rabatkoder, du får som betaling
- Særlige rabatter, som du har adgang til, og som du gør brug af
Læs mere på skat.dk/contentcreator