Gå til indhold

Nyt skattecenter i Viborg styrker kontrollen af små og mellemstore selskabers skatte- og momsforhold

Skattecenteret kommer blandt andet til at rumme en enhed, der skal forstærke indsatsen med skatte- og momskontrol i små og mellemstore selskaber. Rekrutteringen af cirka 20 medarbejdere til den nye enhed er netop gået i gang.

Cirka 20 af de nye skattemedarbejdere, som får deres gang og arbejdsdage i skattecenteret på Brovej i Viborg, vil få en dedikeret hovedopgave, når skattecenteret forventeligt åbner efter sommerferien: At styrke kontrolindsatsen i landets små og mellemstore selskaber.

Skattestyrelsen opretter det nye skattecenter i Viborg, som led i regeringens ønske om at styrke skattekontrollen. Med cirka 300.000 registrerede små og mellemstore selskaber i Danmark er der kontrolmæssigt nok at tage fat på for de nye skattemedarbejdere, som skal arbejde med området, forklarer Anne Munksgaard, underdirektør i Skattestyrelsen:

- Det er skattefagligt et stort område, som vi er 350 medarbejdere på tværs af landet, der beskæftiger os med. Og det bliver godt for indsatsen at få specialiserede kolleger med om bord i Viborg. Det skal blive til en solid driftsenhed, som skal fokusere hovedkræfterne på at udføre kontroller, siger hun og oplyser, at medarbejderne dog også vil udføre sagsbehandling i forhold til tvangsopløste selskaber og taksationer.

En central rolle

I de her dage annoncerer Skattestyrelsen efter en chef for den nye enhed, og den nye leder kommer fra start til at spille en central faglig og organisatorisk rolle i det nye skattecenter.

- Vedkommende får muligheden og ansvaret for at opbygge en ny enhed og sætte driften i gang i det nye skattecenter. Så det er en spændende opgave, der venter den rette, siger Anne Munksgaard og oplyser, at hun indtil videre har modtaget et par håndfulde ansøgninger til stillingen.

- Der er gode kandidater imellem. Og jeg modtager gerne flere bud, inden ansøgningsfristen 22. april, siger hun.

Rekrutteringen af medarbejderne til den nye enhed forventes at blive sat i gang umiddelbart efter ansættelsen af lederen for enheden, som kommer til at kunne sparre med 16 erfarne lederkolleger, der også beskæftiger sig med små og mellemstore selskaber - fordelt i Skattestyrelsens syv andre skattecentre i byerne Skive, Esbjerg, Horsens, Århus, Haderslev, Høje Tåstrup og Fredensborg. De 20 medarbejdere, der skal udgøre den nye enhed, vil blive sat sammen af nyansættelser og eksisterende medarbejdere fra Skattestyrelsen.

Den nye enhed forventes at være oprettet 1. juni 2021, og medarbejderne vil måske starte op som en virtuel enhed, indtil det nye domicil i Viborg er klar til indflytning – forventeligt i tredje kvartal 2021.

Det nye skattecenter i Viborg er oprettet med afsæt i en aftale, som for nylig blev indgået af alle Folketingets partier om en styrkelse af skattekontrollen. Som led i aftalen tilføres i år i alt 250 nye medarbejdere til kontrolområdet.

Læs aftale om styrket skattekontrol – etape 2

Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818