Gå til indhold

Nye skattecentre i Fredericia og Frederikssund

Regeringen har i dag offentliggjort placeringen af to ud af i alt otte nye skattecentre, der skal styrke skattekontrollen. Nyheden glæder direktør for Skattestyrelsen Merete Agergaard, der ser frem til at byde de mange nye medarbejdere velkommen.

Regeringen har i dag løftet sløret for, at de første to af i alt otte nye skattecentre oprettes i Fredericia og Frederikssund. Oprettelsen af de nye skattecentre er en del af regeringens plan om at styrke skattekontrollen med i alt 1.000 medarbejdere frem mod 2023. Allerede i 2020 skal de første 250 medarbejdere ansættes, og Skattestyrelsen er klar til at sætte rekrutteringsarbejdet i gang.

- Det er en stor tillidserklæring at tilføre så mange nye midler til Skattestyrelsen. Og den tillid skal vi selvfølgelig leve op til. Nu skal vi i gang med at etablere nye faglige miljøer i Fredericia og Frederikssund, siger Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen.

Hun understreger, at det er en omfattende opgave at skulle rekruttere og oplære så mange mennesker. Men også, at det er en opgave, som Skattestyrelsen har forberedt sig på og er klar til.

Allerede i foråret 2020 påbegynder Skattestyrelsen rekrutteringen af de første medarbejdere.

Læs mere om de nye skattecentre på Skatteministeriets hjemmeside