15-04-2019
Nye regler for udlejning af bil, bolig og båd
Skattestyrelsens kampagne er målrettet de borgere, der har haft deleøkonomisk indtægt i 2018, og de som overvejer at udleje bil, båd eller bolig i 2019. Målet er at gøre opmærksom på de nye fradrag og regler for beskatning, som man kan læse mere om i detaljer på kampagnesitet: skat.dk/deleøkonomi.
Afsættet for kampagnen er ny lovgivning på det deleøkonomiske område, jf. aftalen om Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien, som blev vedtaget i december 2018.
Aftalen indeholder primært nye bundfradrag for udlejning af bil, bolig og båd. Derudover er der også nye bundfradrag på sommerhusområdet. De nye fradrag gælder allerede for indkomståret 2018 og det betyder, at Skattestyrelsen skal vejlede om de nye regler i 2019.
