09-07-2026
Nu stiger kørselsfradraget: Få gavn af det fra næste lønudbetaling
Kørselsfradraget stiger for hele 2026. Det vedtog Folketinget den 25. juni. For landets pendlere betyder det, at fradrag for kørsel øges for hele året. Nu kan man gå på skat.dk og se, hvor meget mere, man får i fradrag – og dermed få flere penge udbetalt på den næste lønseddel. Ved at oplyse Skattestyrelsen om kørselsfradraget i forskudsopgørelsen for 2026 eller opdatere de oplysninger, der allerede er indtastet, kan pendlerne nemlig allerede få glæde af det forhøjede fradrag fra den førstkommende lønudbetaling.
- Nu stiger kørselsfradraget, og fra i dag kan man justere eller opdatere sin forskudsopgørelse, så man får flere penge udbetalt pga. det forhøjede fradrag allerede med sin juli-løn. Det er fornuftigt at bruge sine fradrag løbende gennem året. Min opfordring er derfor, at pendlerne går på forskudsopgørelsen og opdaterer deres forventede kørsel i 2026 – på den måde har de glæde af deres fradrag – og den forhøjede sats – måned for måned, siger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.
Med forhøjelsen af kørselsfradraget hæves den almindelige sats med 89 øre pr. km. op til 120 kørte km. Satsen for mere end 120 kørte km hæves med 45 øre. Pendlere fra landets yderkommuner får hævet satsen for kørselsfradrag med 98 øre.
Borgere, der allerede har indtastet deres forventede kørsel for 2026, skal stadig gå ind på forskudsopgørelsen på skat.dk og opdatere deres oplysninger, for at de forhøjede satser slår igennem. Rettelser, der er foretaget inden den 20. juli, vil få indflydelse på den førstkommende lønudbetaling.
Forhøjelsen af satserne for kørselsfradrag sker med tilbagevirkende kraft og gælder for hele 2026.
Læs mere om kørselsfradrag på skat.dk/kørselsfradrag
Pendlere i yderkommuner
Over 1 mio. borgere anvender hvert år kørselsfradraget, hvilket gør det til det mest anvendte fradrag. Det er muligt at få kørselsfradrag, hvis der er mere end 12 km mellem hjem og arbejdsplads.
Forhøjelsen af kørselsfradraget forventes især at påvirke pendlerne i landets yderkommuner eller småøer.
- For at få et kørselsfradrag skal man transportere sig sammenlagt mere end 24 km dagligt til og fra arbejde, og det er uanset, om det er bil, cykel, samkørsel eller offentlig transport, siger Ulrick Junge.
Når årsopgørelsen for 2026 kommer til marts 2027, skal pendlerne ligesom tidligere år fortsat indtaste deres endelige befordring til Skattestyrelsen i TastSelv.
Se Skattestyrelsens vejledningsvideo med gode råd til, hvordan man oplyser kørselsfradraget korrekt.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Øget kørselsfradrag for lavindkomstgrupper
Det maksimale tillæg til kørselsfradraget for lavindkomster for indkomståret 2026 hæves fra 15.400 kr. til 30.800 kr. Lavindkomsttillægget beregnes automatisk, hvis betingelserne er opfyldt, for pendlerne, når de oplyser eller opdaterer kørselsfradraget i forskudsopgørelsen for 2026.