10-03-2023
Nu kan du se årsopgørelsen – her er de ting, du skal tjekke
Skattestyrelsen er fredag aften begyndt at teste årsopgørelsen, og imens kan danskerne logge ind på deres egen årsopgørelse. De fleste oplysninger får Skattestyrelsen automatisk, men få ting skal man selv skrive på, blandt andet kørselsfradraget.
4,8 millioner borgere kan nu se deres årsopgørelse for 2022 - før tid
Det skyldes, at Skattestyrelsen netop er begyndt at teste it-systemerne bag årsopgørel-sen for at sikre, at alt er klart til den officielle åbning mandag den 13. marts 2023. Men som tidligere år åbner det også for, at borgerne allerede nu kan se deres årsopgørelse på skat.dk.
- Vi ved, der er en enorm interesse for at finde ud af, om ens tal er grønt eller rødt. Altså, om du skal have penge tilbage eller betale flere ind. Det, forstår jeg godt, er spændende. Vi har også glædet os til, at vi kunne komme i gang, siger Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen.
En tommelfingerregel er, at tre ud af fire danskere skal have penge tilbage. Første portion af pengene bliver udbetalt fra den 14. april 2023.
- Når du åbner din årsopgørelse og ser dit skatteregnskab for 2022, er mit gode råd: Tjek dine oplysninger. Har du fradrag, der skal skrives på? Fx kørselsfradraget, som du kan få, hvis du har mere end 24 km i alt til og fra arbejde. Det er med at få tjekket og tilføjet med det samme, når du er i gang med at kigge på årsopgørelsen, opfordrer Jan Møller Mikkelsen.
Flere millioner forventes at logge ind i løbet af testweekenden. Sidste år var der i testweekenden 2,8 millioner borgere inde på skat.dk for at se deres årsopgørelse. Skattestyrelsen forventer en lige så stor interesse i år:
- Man skal huske, at vi stadig er i en test-fase. Tempoet i it-systemerne kan derfor gå op og ned, og vi tester netop for at sikre, at alt glider, som det skal. Derfor er det for os en reel testweekend, hvor vi løbende justerer it-systemerne, mens borgerne tjekker og tilføjer oplysninger, siger Jan Møller Mikkelsen.
Skattestyrelsen forventer, at der bliver tryk på systemerne hele weekenden, men en kø-funktion sikrer også i år, at der ikke bliver lukket flere ind på én gang, end it-systemerne kan klare.
Her er de ting, du skal tjekke
På årsopgørelsen har Skattestyrelsen sørget for langt de fleste oplysninger, og styrelsen får ca. 290 millioner oplysninger om danskerne fra blandt andre banker, pensionsselskaber og arbejdsgivere. Men der kan være fradrag eller oplysninger, som ikke allerede står på ens årsopgørelse. Derfor kan man blandt andet besøge hjemmesiden skat.dk/fradragsguide, foreslår Jan Møller Mikkelsen:
- Der kan være fradrag, som du har ret til, som du selv skal skrive på. Kørselsfradraget er det fradrag, som er relevant for flest, men også servicefradraget vil jeg pege på. Det er til dem, der har betalt for fx rengøring, børnepasning og havearbejde i 2022, siger han.
Der er også andre ting, der kan være gode at tjekke, når man åbner sin årsopgørelse. De fleste borgere får automatisk indberettet, hvad de tjener af deres arbejdsgivere, men i nogle tilfælde skal borgerne også være opmærksomme på, om alt deres indkomst er skrevet på årsopgørelsen, hvis man fx får et honorar som freelancer.
Derudover skal nogle sommerhusejere også være opmærksomme, for udlejer man sit sommerhus udenom et bureau, skal man selv sørge for at skrive sin indtægt på årsopgørelsen. For borgere, der betaler børnebidrag, eller borgere, som betaler eller modtager ægtefællebidrag, kan det også være en god idé at tjekke, at alt er blevet indberettet, som det skal.
- Det kan lyde svært, men for langt de fleste borgere er årsopgørelsen i dag blevet mere overskuelig. De fleste ser kun de få felter, der er relevante for dem. Før var årsopgørelsen en meterlang seddel – nu er det 12 felter på en skærm for de fleste, og er man i tvivl, er vi her for at hjælpe, siger Jan Møller Mikkelsen.
De fleste borgere kan rette i deres årsopgørelse frem til 1. maj 2023.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Borgernes spørgsmål til årsopgørelsen i testweekenden, den 11. og 12. marts
Chatten på skat.dk er åben fra kl. 8 til 17. Man finder chatten i nederste højre hjørne på forsiden af skat.dk.
På Skattestyrelsens profiler på Facebook og Twitter svarer medarbejdere på generelle spørgsmål fra kl. 8 til 17.
Telefonerne til Skattestyrelsen åbner mandag den 13. marts fra kl. 9 til 17, hvor der kan opstå en del ventetid.
Følg danskernes interesse for årsopgørelsen
Skattestyrelsen offentliggør fra den 11. marts til og med den 13. marts to gange dagligt tal for, hvor mange borgere, der har logget ind på TastSelv på skat.dk, og hvor mange gange årsopgørelsen er blevet vist. Tallene offentliggøres på Skattestyrelsens Twitter @Skattestyrelsen kl. 9.00 og kl. 18.
Læs mere om årsopgørelsen på skat.dk/årsopgørelse
Skattestyrelsens fradragsguide: skat.dk/fradragsguide