05-10-2020
Nu åbner det nye skattecenter i Frederikssund
Indvielsesdagen havde jo nok været fejret på en lidt anden måde, hvis ikke det havde været for coronavirus og hjemsendte medarbejdere. Men det til trods åbner det nye skattecenter på Kilde Allé i Frederikssund i dag.
”I centeret i Frederikssund skal der arbejdes på højtryk med at skabe en mere effektiv, moderne og digital skattekontrol. Det er en del af regeringens overordnede plan om at styrke skattekontrollen markant i de kommende år. Det er en stor og vigtig opgave, som jeg er glad for, at Frederikssund nu skal være med til at løfte,” siger skatteminister Morten Bødskov.
Da regeringen i februar offentliggjorde, at der skulle etableres to nye skattecentre i Frederikssund og Fredericia, gik Skattestyrelsen og Administrations- og Servicestyrelsen straks i gang med forberedelserne. Kort tid efter ramte coronavirussen og lukkede store dele af landet ned. Det skulle dog ikke få lov til at forsinke processen med etableringen af det nye skattecenter i Frederikssund.
- Vi arbejdede engageret videre med planlægningen, indretningen og rekrutteringen af nye medarbejdere fra vores hjemmearbejdspladser. Det har været en speciel opgave, når man ikke har kunnet være fysisk til stede, men vi har løst det og er kommet rigtig godt i mål, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Johnny Schaadt Hansen.
Virtuel åbning
Når skattecenteret i dag åbner, er rammerne, inventaret og det fysiske miljø i lokalerne på Kilde Allé på plads, og de første medarbejdere har allerede taget hul på arbejdet med at styrke indsatsen mod sort økonomi og social dumping.
For en del af medarbejdernes vedkommende begynder arbejdet dog i første omgang hjemmefra, da størsteparten af Skattestyrelsens medarbejdere ligesom andre statsansatte i landet er hjemsendt på grund af coronasituationen. Foreløbigt frem til den 18. oktober. Derfor er medarbejderne heller ikke fysisk til stede i de nye lokaler på Kilde Allé på indvielsesdagen.
- Så vi åbner det nye skattecenter virtuelt fra vores hjemmearbejdspladser, siger Johnny Schaadt Hansen og forklarer, at det bliver markeret online sammen med alle medarbejderne, som bl.a. får en til lejligheden produceret virtuel gennemgang af de lokaler, der senere skal danne ramme om deres hverdag.
Det nye skattecenter i Frederikssund kommer til at beskæftige omkring 125 ansatte. Centeret vil ud over enhederne, der skal bekæmpe sort økonomi og social dumping, også huse en anden ny enhed, der skal styrke den korrekte angivelse af moms ved internethandel. Skattemedarbejderne bliver del af nogle stærke faglige miljøer med fokus på kompliceret skattekriminalitet. Og de skal være med til at styrke kontrollen på virksomhedsområdet og sikre, at udenlandske virksomheder og arbejdstagere betaler den korrekte skat og afgift, når de har aktiviteter i Danmark.
- Med oprettelsen af de nye skattecentre kommer borgere og virksomheder til at mærke en øget skattekontrol fremover. Selv om mange af vores medarbejdere arbejder hjemmefra, gennemfører vi naturligvis stadig vores udgående kontroller, forklarer Johnny Schaadt Hansen, som er glad for placeringen af skattecenteret i Frederikssund:
- Frederikssund har en rigtig god placering tæt på Storkøbenhavn. Der er ikke langt, når vores medarbejdere for eksempel skal udføre kontroller på byggepladser og byggerier i Storkøbenhavn, hvor vi oplever en del social dumping, siger han og oplyser, at skattecenterets aktiviteter dækker hele det nordlige område og ind mod København.
Etableringen af det nye skattecenter i Frederikssund er en del af regeringens plan om at styrke skattekontrollen i landet markant. I perioden 2020-2023 vil regeringen således etablere otte nye skattecentre uden for hovedstaden og sikre rekrutteringen af 1.000 ekstra skattemedarbejdere.
Læs mere om aftale om styrket skattekontrol
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktu-elt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister; tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818