08-03-2023
Næsten 279.000 borgere i Region Midtjylland anvendte kørselsfradrag i 2021
Den 13. marts åbner Skattestyrelsen officielt for adgangen til årsopgørelsen for 2022. Også i år skal borgere, der har mere end 24 km. i alt til og fra arbejde selv sørge for at skrive antallet af kørte dage på deres årsopgørelse, så de får det rette fradrag.
Skattestyrelsens seneste opgørelse viser, at der var næsten 279.000 borgere i Region Midtjylland, der fik kørselsfradrag i 2021 mod godt 274.000 i 2020, hvor den ændrede hverdag under coronapandemien også betød ændrede kørselsmønstre.
Opgørelsen viser desuden, at antallet af borgere med kørselsfradrag igen ser ud til at følge udviklingen fra tiden før corona.
- Vi kan se, at der er flere, der igen gør brug af kørselsfradraget. Samtidig er tendensen også, at der som før corona er en lille stigning i antallet af borgere, der anvender fra-draget. Det regner jeg med fortsætter i 2022, og derfor forventer jeg også, at der vil være endnu flere, der selv skal ind og oplyse om deres kørselsfradrag, når vi åbner årsopgørelsen den 13. marts, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.
Se kort over den regionale og kommunale fordeling af kørselsfradrag
I 2021 var der i alt 1,2 mio. borgere, der gjorde brug af kørselsfradraget på landsplan. Det er næsten 20.000 flere borgere end i 2020.
Knap 4,2 mia. kr. i kørselsfradrag i Region Midtjylland
I 2021 var det gennemsnitlige kørselsfradrag i Region Midtjylland knap 15.000 kr. Det største gennemsnitlige fradrag fik borgerne i Norddjurs Kommune med godt 18.700 kr., hvor borgerne i Skanderborg, der havde det laveste fradrag, i gennemsnit fik 12.100 kr. i fradrag pr. person med kørselsfradrag. I alt lød det samlede kørselsfradrag i Region Midtjylland i 2021 på knap 4, 2 mia. kr.
- Kørselsfradraget er et af de mest anvendte fradrag i årsopgørelsen og kan betyde meget for det samlede resultat – om man får penge tilbage eller skal betale restskat. Så er man blandt dem, der igen er begyndt at pendle mere mellem hjem og arbejde, vil jeg bruge lejligheden til at minde om, at man får fradraget med på årsopgørelsen, siger Jan Møller Mikkelsen.
Det er muligt at få kørselsfradrag de dage, man transporterer sig til og fra sin arbejds-plads, uanset om transporten foregår i egen bil, på cykel, som samkørsel eller med offentlig transport, så længe der er tale om kørsel i forbindelse med et lønnet arbejde.
Kørselsfradraget indregnes i årsopgørelsen. Fradragets værdi er ca. 26 pct., så hvis kørselsfradraget er 1.000 kr., spares der ca. 260 kr. i skat.
Læs mere om kørselsfradraget på skat.dk/kørselsfradrag
Se nøgletal og fakta om årsopgørelsen på sktst.dk/årsopgørelsen
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere, tlf.: 7222 1818