Gå til indhold

Myndigheder i fælles kontroller på østfynsk marked

Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsens Rejsehold, Fyns Politi og syv fynske kommuner fandt i forrige uge på en fælles markedskontrol på Langeskov Kræmmermarked på Østfyn ganske få problemer med fødevaresikkerheden, men formodet snyd med sociale ydelser og manglende overholdelse af skatte- og afgiftsregler. De kontrollerede virksomheder kan se frem til sanktioner fra myndighederne.

Flere stadeholdere på Langeskov Kræmmermarked på Østfyn fik fredag i forrige uge besøg af Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsens Rejsehold, Fyns Politi samt medarbejdere fra syv fynske kommuner i en fælles aktion. 

Formålet var at undersøge, om de kontrollerede stadeholdere havde styr på registrering af salg og fakturering, momsregistrering, afgifter i forbindelse med salg af slik, chokolade og engangs e-cigaretter. Men også om der var snyd i forbindelse med sociale ydelser, og om fødevaresikkerheden i form af sporbarhed og hygiejne blev overholdt.

I 27 ud af de 31 virksomheder, som Skattestyrelsen kontrollerede, var der ikke styr på fakturaer og registrering af salg. Syv virksomheder var ikke momsregistrerede, én ud af fire kontrollerede udenlandske virksomheder var ikke momsregistreret, og en havde ikke oplyst indtægter de seneste to år, selvom virksomheden oplyste at have været på kræmmermarkeder tidligere år. 

Desuden viste Skattestyrelsens afgiftskontrol, at en virksomhed ikke kunne fremvise fakturaer for det slik og chokolade, som blev solgt på markedet, og en virksomhed havde et parti drikkevarer stående uden pant, selvom den var tilmeldt pantordningen. Det blev virksomheden bedt om at fjerne. 

Flere af de kontrollerede virksomheder kan nu forvente sanktioner fra myndighederne.

Vigtigt samarbejde

En fælles kontrol som denne er vigtig, påpeger underdirektør i Skattestyrelsen, Preben Buchholtz. 

- Det handler både om at kontrollere for mulig sort økonomi, men også at vise, at vi er til stede og samarbejder på tværs af myndigheder. Når vi for Skattestyrelsens vedkommende konstaterer problemer med fx manglende registrering af salg i 27 ud af 31 kontrollerede virksomheder, er det for mange. Vi kommer til at følge op overfor de pågældende. Afhængigt af resultaterne af opfølgningen, vil de kunne forvente forskellige former for sanktioner eller efterbetalinger, siger han. 

Sporbarhed og varedeklaration

I tre ud af 12 virksomheder, som Fødevarestyrelsen tjekkede, blev der konstateret problemer med overholdelse af lovgivningen. En enkelt virksomhed solgte rom med aroma, som ikke er tilladt i rom, mens en anden manglede registrering hos Fødevarestyrelsen. Hos en tredje virksomhed var der ikke styr på sporbarheden på fødevarerne, da virksomheden ikke kunne dokumentere, hvor varerne kom fra.

- Sporbarhed er helt afgørende. Hvis det viser sig, at der er farlige fødevarer i omløb, skal vi hurtigt kunne spore og trække hele partiet tilbage, påpeger leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark.

Virksomhederne fik i forbindelse med kontrollen indskærpet, at det er vigtigt, at de har styr på fødevarereglerne. 

Kommuner og politi var også til stede

De syv fynske kommuner, som også deltog i aktionen, kunne konstatere, at i alt 15 personer var på arbejde samtidig med, at de også modtager sociale ydelser. Disse vil blive undersøgt nærmere. 

Fyns Politi var til stede for at sikre, at aktionen kunne gennemføres i god ro og orden.

 

Yderligere oplysninger:

Skattestyrelsens pressetelefon: 7237 0900

Fødevarestyrelsens pressetelefon: 2284 4834

Fakta

Aktionen blev gennemført fredag den 20. september kl. 16-20.

Omkring 30 medarbejdere deltog fra de fire myndigheder.