28-11-2022
Moms ved internet-julehandel bliver nemmere med frivillig ordning
Danske virksomheder, der sælger varer for mere end 75.000 kr. til forbrugere i andre EU-lande, har siden 1. juli 2022 skulle indberette og betale moms til de lande, de sælger til. Virksomhederne skal opkræve moms med den sats, der gælder for det land, de sælger til, og de skal også afregne momsen til det land de sælger til.
- På papiret lyder det måske ikke så tungt, at virksomhederne skal registreres i og betale moms til alle de lande, de sælger til. Men realiteten er, at der næsten er lige så mange forskellige måder at indberette moms på i EU, som der er lande. Det gælder fx krav til momsindberetningen samt forskelle i frister. Samtidigt er der lande, hvor man ikke kan være sikker på, at der er indberetningsløsninger på engelsk til rådighed. Det bøvl fjerner Moms One Stop Shop, siger Signe Schmidt, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Moms One Stop Shop er en frivillig ordning, der betyder, at virksomhederne kan nøjes med at lade sig momsregistrere i og betale moms til det land, hvor virksomheden er registreret.
- Virksomhederne kan med ordningen nøjes med at lade sig momsregistrere i Danmark og indbetale momsen her. Så sørger vi for at fordele momsen til de lande, der har ret til en andel heraf frem for at virksomhederne selv skal gøre det. Hvis man som virksomhed vil nå at få internet-julehandlen i december på ordningen, så er det nu, man skal tilmelde virksomheden til Moms One Stop Shop, siger Signe Schmidt.
Siden ordningen trådte i kraft, er der i hele EU tilmeldt ca. 120.000 virksomheder. I Danmark er der ind til videre tilmeldt godt 1.800 virksomheder på ordningen.
- Ordningen har eksisteret i lidt over et år. Den feedback, vi har fået fra de tilmeldte virksomheder i den periode, er god. De oplever klart mindre bøvl i dagligdagen. Selv om det er en ny ordning, synes de, at det let at komme i gang med at bruge den, siger Signe Schmidt.
Læs mere om Moms One Stop Shop på skat.dk/moms1sted
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818