10-01-2021
Medarbejdere beskattes ikke af arbejdsrelateret coronatest
Skattestyrelsen har de seneste dage været i kontakt med DR om historien.
”Jeg kan med sikkerhed sige, at medarbejdere ikke skal frygte at blive beskattet af en coronatest, som de får af hensyn til arbejdet. Hvis en arbejdsgiver af hensyn til arbejdet betaler en test for en medarbejder, skal der ikke ske beskatning – heller ikke, selvom de arbejder hjemmefra”, siger juridisk direktør i Skattestyrelsen, Karin Degnboel Thostrup.
DR fortæller desuden i deres historie, at medarbejdere vil blive beskattet af cornatests, som ikke er arbejdsrelateret, men derimod har privat karakter.
”For at undgå enhver tvivl, og samtidigt give mulighed for, at arbejdsgivere i denne helt særlige situation – hvor alle kræfter skal sættes ind på at bremse en pandemi – også kan dække udgifter af mere privat karakter, har Skattestyrelsen fået oplyst, at skatteministeren vil fremsætte lovforslag om en særlig skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte Covid-19-tests. Mit klare budskab er derfor, at ingen medarbejdere skal frygte at blive beskattet af en coronatest”, siger Karin Degnboel Thostrup.