Gå til indhold

Husk at rette forskudsopgørelsen, hvis første løn i januar skal stemme

Flere end en mio. borgere har allerede ændret i deres forskudsop-gørelser for 2026. Og det er en rigtig god ide, hvis årets første løn-udbetaling skal være rigtig.

Når borgerne har fået udbetalt årets første løn, ringer telefonerne ekstra meget hos Skattestyrelsen. Typisk er det borgere, der ikke kan forstå, hvorfor deres udbetalte løn, SU eller anden offentlig ydelse ikke svarer til det forventede. Og løsningen på det er ofte det samme, nemlig at borgerens oplysninger i forskudsopgørelsen skal opdateres.

- Spørg dig selv, om alt er, som det plejer, eller om der har været ændringer i din økonomi eller hverdag i løbet af 2025. Det kan være nyt job, ny bolig eller ændrede renter. Er det tilfældet, kan der være oplysninger i forskudsopgørelsen, som skal justeres for at lønnen kommer til at stemme. Og frem til den 20. januar, kan man faktisk selv gøre noget ved det, og på den måde undgå en overraskelse, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge. 

I alt fik 5,4 mio. borgere adgang til at ændre i deres forskudsopgørelser i november 2025. Ved udgangen af året havde flere end 1 mio. borgere foretaget ændringer.

Læs mere på skat.dk/forskud om, hvornår man skal være særligt opmærksom. 

Knap 2,9 mio. ændringer
Når borgerne ændrer i forskudsopgørelsen, sker det typisk i de samme områder: Løn, lån, kørselsfradrag og overskud af egen virksomhed. Dette er også tilfældet i forskudsopgørelsen for 2026, hvor Skattestyrelsen frem til 31. december 2025 har registreret godt 2,9 mio. ændringer.

- Overordnet set er det de samme begivenheder i livet, der rammer os alle, og som har betydning for skattebetalingen. Igen i år ser vi især, at mange har ændret deres indkomst og deres renter. Det er rigtig positivt, da det også er nogle af de felter, der i høj grad kan påvirke borgernes endelige skattebetaling, siger Ulrick Junge.

Antal ændringer i de oftest rettede felter på forskudsopgørelsen
Lønindkomst 982.000
Renter af banklån 712.000
Renter af realkreditlån 649.000
Befordringsfradrag 371.000
Overskud af egen virksomhed 183.000
Anm.: Der tages forbehold for, at ændringer foretaget over flere logins kan tælle med flere gange.
Kilde: Skattestyrelsen.

Nye forskudsopgørelser
Skatteforvaltningen udsender i øjeblikket nye forskudsopgørelser til en større gruppe boligejere. Det skyldes, at Vurderingsstyrelsen har genberegnet boligejernes forventede indefrysningslån for 2026. Der er typisk tale om mindre ændringer, hvor man som boligejer ikke behøver foretage sig noget aktivt. De berørte boligejere har fået direkte besked om, at de har fået ny forskudsopgørelse.

Læs om indefrysningslån på vurderingsportalen.dk/indefrysning

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818