20-11-2025
Højere fradrag til pendlerne i 2026
Hvis du er en af de ca. 1,1 mio. danskere, der får kørselsfradrag for din transport til og fra arbejde, er der gode nyheder efter Skatterådets seneste møde. Skatterådet har nemlig besluttet, at satserne pr. kørt kilometer stiger til næste år, så fradraget får større værdi på årsopgørelsen.
Det samme gælder for den skattefrie godtgørelse, man kan få for at bruge sin egen bil til at køre i arbejdssammenhæng.
- Når vi beregner satserne, ser vi på de samlede udgifter ved kørsel i egen bil. Selvom den fremskrevne benzinpris bliver lavere i 2026, vil de andre faste udgifter for bilejere samlet set trække opad. Derfor ender vi altså med, at satserne pr. kilometer stiger, forklarer Skatterådets formand Jane Bolander.
Beregningen af satserne tager udgangspunkt i en benzinpris på 14,82 kr./l. Ud over brændstof indgår der også et skøn over omkostninger til bilens vedligeholdelse, der bl.a. omfatter udgifter til service, udskiftning af sliddele, afbalancering af dæk, supplerende rustbehandling og forsikringer m.v.
Kørselsfradraget
|
År |
Sats for kørsel ml. 25-120 km |
Sats for kørsel over 120 km |
|
2025 |
2,23 kr. pr. km |
1,12 kr. pr. km |
|
2026 |
2,28 kr. pr. km |
1,14 kr. pr. km |
Reglerne for kørselsfradrag er grundlæggende de samme som sidste år, så man skal fortsat have mere end 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde, før man kan få kørselsfradrag. Selvom beregningerne tager udgangspunkt i udgifterne til kørsel i egen bil, kan fra-draget bruges uanset hvilket transportmiddel, man bruger.
De pendlere, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet kørselsfradrag i yderkommuner, får ikke nedsat satsen ved kørsel ud over 120 km. Som noget nyt kan studerende i yderkommunerne nu også bruge kørselsfradraget for deres transport til studiestedet.
Læs mere på skat.dk/kørselsfradrag
Skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel i egen bil
|
År |
For de første 20.000 km |
For kørsel over 20.000 km |
|
2025 |
3,81 kr. pr. km |
2,23 kr. pr. km |
|
2026 |
3,94 kr. pr. km |
2,28 kr. pr. km |
Skattefri kørselsgodtgørelse kan udbetales til medarbejdere, der kører erhvervsmæssigt i egen bil. Reglerne for dette er uændrede.
Satsen, hvis man bruger egen cykel, knallert, 45-knallert, scooter eller el-løbehjul til erhvervsmæssig befordring, stiger beskedent med 0,01 kr. til 0,64 kr. pr. km. Denne sats er skønsmæssigt fastsat. Stigningen i satsen tager afsæt i den procentvise ændring i forbrugerprisindekset.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.; 7222 1818.
Beregning af benzinprisen
Beregningen af satsen tager afsæt i en benzinpris på 14,82 kr./l. I skønnet over benzinprisen for 2026 er der taget udgangspunkt i den gennemsnitlige benzinpris i 2025, (95 oktan), som er fremskrevet til 2026 i overensstemmelse med forudsætningerne for udviklingen i benzinpriser m.v. i den seneste konjunkturvurdering, jf. Økonomisk Redegørelse, august 2025. Der er dermed et samlet fald på 64 øre sammenlignet med sidste år, hvor den var sat til 15,46 kr./l.
Om Skatterådet
Skatterådet er et kollegialt lægmandsorgan, der består af 19 medlemmer, som sammen behandler og træffer afgørelse i de sager, der forelægges Rådet. Skatterådet bistår Skatte-forvaltningen ved forvaltningen af lovgivningen om skatter og afgifter, bortset fra lovgivning om told. Rådets primære arbejdsområde er behandlingen af principielle anmodninger om bindende svar. Herudover fastsætter Skatterådet blandt andet satser for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse.