11-03-2021
Historisk højt: Landets selskaber indbetalte over 72 mia. kr. i skat i 2019
72.407.050.128 kroner.
Så meget indbetalte landets selskaber samlet i selskabsskat i 2019.
Det viser de åbne skattelister, der bliver offentliggjort i dag, og som oplyser om landets selskaber, fonde og foreningers skattebetalinger. De åbne skattelister viser et ekstraordinært højt provenu i 2019. I 2017 nærmede skatteindbetalingerne sig også 72 mia. kr., mens de i 2018 faldt til knap 61 mia. kr.
- Det er det største tal, siden selskabernes skattebetalinger første gang blev offentliggjort i 2013, siger selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen Kenneth Joensen, der fortsætter:
- Sammen med selskabernes indbetalinger af afgifter som moms og lønsumsafgift udgør selskabernes skattebetaling et stort og væsentligt indtægtsbidrag for den danske stat. Og den rekordhøje skattebetaling i 2019 foretaget af over 87.000 selskaber skal ses i lyset af både en stigning i antallet, der betaler selskabsskat, og større gennemsnitlige skattebetalinger, forklarer Kenneth Joensen.
De ti største betalere bidrager med over en tredjedel
De åbne skattelister rummer oplysninger om selskabernes skattepligtige indkomst, eventuelle underskud fra tidligere år og den beregnede skat for indkomståret. Siden 2012 er indtægten fra skattebetalingerne steget med cirka 23 mia. kr. – hvilket svarer til en stigning på 47 procent. Samtidig er selskabsskatteprocenten faldet fra 24,5 procent i 2014 til 22 procent i 2019.
Skattestyrelsens nyeste tal fra skattelisterne viser også, at de ti største skattebetalende selskaber bidrager med knap 24 mia. kr., hvilket svarer til 33 procent af det samlede provenu. Derudover ses, at de 100 største betalere bidrager med i alt cirka 39 mia. kr. ud af de ca. 72 mia. kr., der samlet er indbetalt – eller mere end halvdelen af de samlede selskabsskatteindbetalinger for 2019.
Størstedelen af indbetalinger kommer fra Region Hovedstaden, som indbetalte 53 procent af det samlede provenu – eller over 38 mia. kr. Herefter følger Region Syddanmark og Region Midtjylland med henholdsvis 20 og 16 procent af skatteindbetalingerne, hvilket svarer til henholdsvis knap 15 mia. kr. og cirka 11 mia. kr. Koncernernes skattebetaling sker via moderselskabet, der typisk ligger i en af landets store byer. Aktiviteten, som skaber koncernens indtægt, kan således godt foregå andre steder i Danmark. Det høje niveau af skatteprovenu, som selskaberne skabte i 2019, forventes dog ikke at blive matchet eller overgået i hverken 2020 eller i 2021, forklarer Kenneth Joensen:
- På grund af de økonomiske konsekvenser af COVID-19 forventer vi, at indtægterne fra selskabsskatten falder i både 2020 og 2021. Baseret på virksomhedernes aconto indbetalinger skønner vi, at selskabsskatteprovenuet i 2020 vil være markant lavere end i 2019, vurderer Kenneth Joensen.
Læs mere om selskabernes skattebetaling
Se de åbne skattelister
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818