23-05-2025
Godt 616.000 borgere kan spare penge ved at indbetale restskat nu
Godt 616.000 borgere har fortsat en restskat for 2024, som de ikke har betalt. For mange drejer det sig om beløb under 3.000 kr. Men for godt 145.000 borgere er der større beløb i spil, og de vil i de kommende dage modtage et brev fra Skattestyrelsen, hvor de rådgives til at lave en frivillig indbetaling af restskat inden fristen den 1. juli, hvis de vil spare renter og procenttillæg.
- De fleste er nok ærgerlige, hvis de har fået en restskat. Og der løber renter og procenttillæg på, hvis ikke man får betalt inden den 1. juli. Derfor vil vi gerne hjælpe og gøre borgerne opmærksomme på, at hvis de får betalt deres restskat nu, så kan de spare nogle penge. Så vores klare anbefaling er at få betalt. Det har været en fin succes de sidste par år, hvor vores indsats har sparet borgerne for flere millioner kroner i renter, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge.
Sidste år førte 93.000 tilsvarende breve til, at knap 30.000 borgere med restskat mellem 3.000 og 23.793 kr. foretog frivillig indbetaling af godt 207 mio. kr. mio. kr. i restskat og sparede ca. 8,3 mio. kr. i renter og procenttillæg.
Over eller under 24.786 kr.
Skattestyrelsen udsender to typer af breve afhængigt af, hvor stor borgerens restskat er. Skillelinjen er 24.786 kr., som er det beløb, man kan overføre og indregne i skattebetaling for 2026. Men uanset om restskatten ligger over eller under skillelinjen, er det godt at være opmærksom på, hvordan restskatten vil påvirke den månedlige økonomi i 2026.
- Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvordan man vil afvikle sin restskat. Har man fx en restskat på 12.000 kr., som man overfører til næste års skattebetaling, vil den med rente og procenttillæg alt i alt ende med at blive på 12.876 kr., som igen vil betyde godt 1.073 kr. mindre i hånden hver måned i 2026, siger Ulrick Junge.
Har man i stedet en restskat på mere end 24.786 kr., vil man som udgangspunkt skulle betale den del af restskatten, der ligger over de 24.786 kr., i op til tre rater i august, september og oktober. Som noget nyt vil godt 21.500 borgere med restskat over dette beløb også modtage brev fra Skattestyrelsen med forslag til, hvordan de kan betale deres restskat og spare penge.
- Ved større restskatter bliver renterne og procenttillægget naturligvis også højere. Her kan en tidlig indbetaling af hele eller dele af restskatten betyde en besparelse på flere tusinde kroner. Så her vil jeg især opfordre til, at man ser på mulighederne, så man finder den løsning, der passer bedst til ens økonomi, siger Ulrick Junge.
Det er tredje år, hvor Skattestyrelsen udsender breve til borgere med restskat for at minde dem om fordelene ved at indbetale inden fristen inden den 1. juli.
Borgere med restskat betaler en rente på 5,3 pct. årligt, der tilskrives fra den 1. januar og frem til betalingsdatoen. Efter den 1. juli erstattes denne rente af et fast procenttillæg på 7,3 pct., der lægges oven i restskatten. Læs mere om restskat, og hvor meget det potentielt vil betyde for økonomien i 2026 på skat.dk/restskat.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Regneeksempel:
Du har en restskat på 62.000 kr.
Scenarie 1: Betaler man det hele pr. 1. juli, vil man samlet skulle betale sin restskat samt en dag-til-dag rente på 5,3% pro anno.
- Samlet hvis man betaler d. 1. juli, giver det et beløb på 63.629 kr.
Scenarie 2: Det er også muligt at betale noget af beløbet. Fx hvis man betaler ned til indregningsgrænsen:
- For at komme ned til indregningsgrænsen, skal man betale 37.214 kr. + dag-til-dag rente. Betaler man den 1. juli, bliver det i alt 38.192 kr.
- De resterende 24.768 kr. indregnes til næste års skattebetaling. Dvs. man i 2026 vil betale 2.064 kr. mere i skat hver måned (det indregnede beløb divideret med 12)
- Samlet vil det give et betalt beløb på 64.787 kr.
Scenarie 3: Vælger man IKKE at lave en frivillig indbetaling, pålægges der et procenttillæg på 7,3 pct.
Ens samlede skyldige beløb ender derved på 66.526 kr. Det beløb betales på følgende måde:
- 24.768 kr. indregnes til næste års skattebetaling. Dvs. man i 2026 vil betale 2.064 kr. mere i skat hver måned (det indregnede beløb divideret med 12)
- De resterende 37.214 kr. skal betales i 3 rater. Det betyder man i henholdsvis august, september og oktober får en opkrævning på 12.404 kr.
Overblik over det endelige betalte beløb pr scenarie, når man har en restskat på 62.000 kr.:
- Scenarie 1 - betaler det hele: 63.629 kr.
- Scenarie 2 - betaler noget: 64.787 kr.
- Scenarie 3 - betaler ikke: 66.526 kr.