24-06-2020
Forkert anvendelse af renteregler i sager om kildeskat af udbytter, royalties og renter
Skatteforvaltningen har i en årrække, hvor skattemyndighederne har rejst krav på ikke-indeholdt og indbetalt kildeskat, opkrævet renter fra den dag, hvor kravet skulle have være betalt, hvis kildeskat havde været indeholdt korrekt. I denne type sager kan der imidlertid efter opkrævningslovens § 5 først opkræves renter med virkning fra 14 dage, efter at selskabet er blevet pålagt at indbetale kildeskatten. Skattestyrelsen har selv opdaget fejlen, og Kammeradvokaten har nu også vurderet, at praksis har været forkert.
Fejlen vedrører 42 af de i alt 48 såkaldte gennemstrømningssager, hvor en række store selskaber har udbetalt udbytte, renter og royalties for samlet 30,3 mia. kr., uden at de har indeholdt kildeskat til Danmark af beløbene. Alle sagerne er, med ganske få undtagelser, fortsat verserende ved enten domstolene eller Landsskatteretten. Kammeradvokatens vurdering går alene på Skattestyrelsens renteberegning. Den giver således ikke anledning til, at Skattestyrelsen ændrer bedømmelse af skattekravene. Skattekravene rejst over for disse selskaber vil derfor fortsat blive forfulgt.
- Vi er rigtig ærgerlige over denne sag. Vi har haft en forkert praksis i en længere årrække, og det retter vi nu op på. Vi har selv opdaget fejlen og selv bedt Kammeradvokaten om at vurdere sagen, siger fagdirektør i Skattestyrelsen Kenneth Joensen.
Skatteforvaltningen har ifølge det pt. opgjorte opkrævet renter for ca. 6,7 mia. kr. i de 42 gennemstrømningssager, mens en korrekt opgørelse kun ville have medført et rentekrav på ca. 2,2 mia. kr. Forskellen mellem beregningsmetoderne indebærer, at Skatteforvaltningen har opkrævet ca. 4,5 mia. kr. for meget i renter.
Skattestyrelsen vil på eget initiativ gennemgå sagerne med henblik på at sikre en korrekt renteberegning. Når renteberegningen er foretaget, vil de berørte selskaber blive orienteret om det korrekte rentebeløb. Skattestyrelsen vil samtidig sikre, at der fremover sker korrekt beregning og opkrævning af renter i lignende sager.
Der er i perioden 2011-2019 sket indbetaling af ca. 1,5 mia. kr. i renter. Skattestyrelsen vil tilbagebetale det rentebeløb, der er opkrævet for meget. Hvor indbetaling er sket for mere end 3 år siden, kan der være indtrådt forældelse af selskabernes krav på tilbagebetaling af de for meget opkrævede renter. Der vil desuden ske modregning i forbindelse med tilbagebetalingen. Skattestyrelsen kender endnu ikke det endelige beløb inklusive rentegodtgørelse, der skal tilbagebetales.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at det i sagerne om den forkerte praksis handler om nogle bestemte store selskaber, vi har identificeret, som typisk har betalt renter eller udloddet udbytter til et moderselskab i EU, og beløbene er derfra kanaliseret videre til et selskab i såkaldte lavskattelande – det, som nogen kalder skattely. Vi er i fuld gang med en plan for, hvordan disse selskaber kan få tilbageført de penge, der er blevet trukket for meget i renter. Det forventer vi at kunne være i mål med ved udgangen af 2020, siger Kenneth Joensen.
Størrelsen af det for meget opkrævede rentebeløb skal ses i lyset af de meget betydelige hovedkrav i sagerne, samt at kravene vedrører sager, hvor de forkert opkrævede renter vedrører en lang periode.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818