Gå til indhold

Første endelige dom i udbyttesagen: Sanjay Shah skal tilbagebetale mere end 8,5 mia. kr. til Danmark

Et længere juridisk forløb i Dubai er netop afsluttet med den første endelige dom i udbyttesagen. Tirsdag afviste Højesteret i Dubai en appel fra Sanjay Shah, og dermed er der nu sat endelig punktum i sagen mod Sanjay Shah i Dubai, der som følge af dommen skal tilbagebetale mere end 8,5 mia. kr. til den danske stat.

Udbyttesagen, hvor Danmark efter Skattestyrelsens vurdering i en årrække blev udsat for svig for ca. 12,7 mia. kr., blev offentligt kendt i 2015, og nu er der afsagt den første endelige dom i det store sagskompleks.

Court of Cassation i Dubai, svarende til den danske Højesteret, har netop afvist en appel fra sagens formodede hovedmand, den britiske statsborger Sanjay Shah.

Dermed stadfæster retten i Dubai dén dom, som blev afsagt i efteråret 2022, hvor Sanjay Shah m.fl. blev dømt til at tilbagebetale 4,6 mia. AED, hvilket svarer til ca. 8,6 mia. kr. (dagskurs) til den danske stat.

- Skattestyrelsen har med tilfredshed noteret sig dommens resultat, og jeg er glad for, at der nu er truffet endelig afgørelse i Dubai i forhold til en af udbyttesagens centrale aktører. Vi vil nu i samarbejde med styrelsens advokater igangsætte relevante inddrivelsesskridt i aktiver tilhørende de domfældte, siger fagdirektør i Skattestyrelsen Steen Bechmann Jacobsen.

Sagen i Dubai har haft et længere forløb. Retten i Dubai afviste i august 2020 indledningsvist søgsmålet mod Sanjay Shah m.fl.

Skattestyrelsen ankede efterfølgende afgørelsen til Court of Appeal, der i efteråret 2022 gav Skattestyrelsen medhold i, at Sanjay Shah m.fl. skulle betale mere end ni mia. kr. tilbage til Danmark.

Dén afgørelse appellerede Sanjay Shah, og i går, tirsdag, afviste Court of Cassation appellen, der dermed blev sidste punktum i sagen.

Sagen fortsætter

I udbyttesagen har Skattestyrelsen anlagt sager mod ca. 500 personer og selskaber i seks lande.

Søgsmål mod den formodede hovedmand Sanjay Shah og en række personer og selskaber relateret til ham verserer også ved retten i London, hvor Shah og de øvrigt sagsøgte har en række aktiver, som kun kan inddrives på baggrund af en engelsk dom. Dommen i Dubai kommer således ikke umiddelbart til at påvirke den videre sagsførelse i England.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818