31-01-2019
Få styr på januar-lønnen og undgå restskat
Forskudsopgørelsen lå klar til 5,1 millioner borgere den 13. november 2018. Mange har allerede tjekket, om tallene stemmer og dermed sikret sig mod en uventet restskat. Andre oplever først, når deres løn for januar bliver udbetalt, at de ikke får det samme udbetalt som i december. Det fik sidste år knap 11.000 borgere til at ringe til Skattestyrelsen i ugen omkring udbetaling af januar-lønnen.
- Der er mange, der ringer, som ikke kan forstå, hvorfor januar-lønnen ser anderledes ud end den løn, de fik udbetalt i december. Vores vigtigste råd er, at man tjekker, om oplysningerne i forskudsopgørelsen er korrekte. Det er især en god ide at tjekke oplysningerne, hvis der er sket ændringer i ens liv, siger Lotte Dige Toft, der er kontorchef i Skattestyrelsen.
Forskudsopgørelsen er Skattestyrelsens forventninger til ens indtægter for det kommende år, og hvad man skal betale i skat. Skattekortet er en del af forskudsopgørelsen og bruges af arbejdsgiverne til at beregne skatten på lønsedlen. Hvis tallene i forskudsopgørelsen er forkerte, kan man risikere at betale for lidt i skat i løbet af året. For lidt i skat i løbet af året betyder, at man får en restskat på årsopgørelsen i marts året efter.
- Vi modtager en lang række oplysninger automatisk, men vi har ikke nødvendigvis alle oplysninger, når vi laver forskudsopgørelsen. Derfor er det især vigtigt at tjekke oplysningerne - særligt, hvis der er sket væsentlige ændringer i ens liv. Hvis man fx er flyttet, kan det betyde et ændret kørselsfradrag og ændret fradrag for renteudgifter, forklarer Lotte Dige Toft.
Væsentlige ændringer i ens liv, som kan betyde ændringer i forskudsopgørelse kan f.eks. være:
- Nyt hus – fradrag for renteudgifter og betaling af ejendomsværdiskat
- Nyt job, hvor lønnen stiger eller falder
- Ny vej til arbejde, så kørselsfradrag ændres
- Ny udlejning af bolig
- Nyt firma
- Skilsmisse
- Pension
Hvor Skattestyrelsen sidste år besvarede knap 11.000 telefonopkald om forskudsopgørelsen i uge 5, så bliver der i øvrige uger besvaret omkring 6.000 opkald om forskudsopgørelsen.
Læs mere på skat.dk/forskud
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818