Gå til indhold

Digitale kontroller på årsopgørelsen forhindrer fejl og skatteunddragelse for 340 mio. kr.

Skattestyrelsens digitale kontroller på årsopgørelsen er blevet aktiveret 1,9 mio. gange fra marts 2020 og et år frem. I alt er der i perioden stoppet uberettigede udbetalinger, der svarer til en værdi af mindst 340 mio. kr.

En ny opgørelse foretaget af Skattestyrelsen viser, at de digitale kontroller, der forhindrer, at borgerne begår fejl og skatteunddragelse i forbindelse med årsopgørelsen, blev aktiveret 1,9 mio. gange i perioden fra marts 2020 til marts 2021. Samlet set har de digitale kontroller forhindret fejl og skatteunddragelse for en værdi på mindst 340 mio. kr., som ellers ville være blevet udbetalt. De digitale kontroller er blevet aktiveret af ca. 800.000 unikke brugere.

- I min optik er det altid bedre at forhindre en udbetaling ved fordøren, end det er at skulle opkræve pengene igen efter en senere kontrol. Og her er der ingen tvivl om, at de digitale kontroller er et effektivt værn – uanset om det gælder fejl eller forsøg på skatteunddragelse, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, og uddyber:

- Det store antal aktiveringer dækker over mange forskellige situationer. Det kan både være, hvis en borger har egen virksomhed, men mangler at angive regnskabsoplysninger, eller hvis man fx ved en fejl forsøger at tage et fradrag for en fredet ejendom, men slet ikke ejer en fredet ejendom.

Skattestyrelsens digitale værn

Skattestyrelsen har løbende udviklet værn, der dels skal gøre det lettere for borgerne og dels skal reducere risikoen for fejl og skatteunddragelse.

For to år siden blev den skræddersyede årsopgørelse introduceret. Det betyder, at borgerne kun får vist de felter på årsopgørelsen, som umiddelbart er relevante for dem. Er der behov for at anvende andre felter, kan de hentes frem ved kontakt til Skattestyrelsen.

De digitale kontroller skal være med til at sikre, at når borgerne bruger de felter, der er tilgængelige for dem, så bliver de også brugt korrekt.

De digitale kontroller er løbende blevet flere og mere komplekse. Oprindeligt var der tale om enkle, logiske kontroller, der fx forhindrede indtastning af kørselsfradrag, hvis der ikke var registreret en lønindkomst. Siden er kontrollerne blevet forbedret og udvidet til flere end 700 forskellige digitale værn.

- Da vi begyndte med de digitale kontroller, var det et simpelt system, hvor vi stoppede indtastninger, der fx var ulogiske. Siden da har vi udviklet et langt mere intelligent og datadrevet system, som giver os mulighed for at foretage kontrol på langt flere parametre. Det er helt klart et område, vi kommer til at arbejde endnu mere med i årene frem, siger Jan Møller Mikkelsen.

Det er første gang, Skattestyrelsen har gennemført en opgørelse, hvor der er sat et beløb på størrelsen af de udbetalinger, de digitale kontroller er beregnet til at have forhindret. Foreløbigt er tallene alene opgjort i perioden marts 2020 til marts 2021.

Se nøgletal og fakta om årsopgørelsen på sktst.dk/årsopgoerelsen

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere, tlf.: 7222 1818