18-11-2020
Danskerne har fået mere styr på forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen er nu åbnet for næste år, og Skattestyrelsen minder om, at
en korrekt og opdateret forskudsopgørelse er den bedste måde at sikre sig mod en uventet restskat. Over de seneste ti år er mange danskere blevet bedre til løbende at justere deres oplysninger i forskudsopgørelsen.
Siden 2010 er restskatterne blevet mindre. Faktisk er de samlede restskatter faldet med ca. 5 mia. kroner over de seneste 10 år.
Det er dog ikke kun de samlede restskatter, der er faldet i perioden. Også færre borgere skal betale restskat. I 2010 var det 1,2 millioner danskere, der blev mødt af et skattesmæk, når de åbnede deres årsopgørelse. I 2019 var antallet faldet til 700.000 borgere.
- Det er en meget glædelig udvikling. Vores opgave er at sørge for, at alle betaler den korrekte skat til tiden. Så jo ”tættere på skiven” hver enkelt danskers skat er, desto bedre er vi lykkedes med at løse en af vores kerneopgaver, siger Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen.
Forskudsopgørelsen er ”skattebudgettet”
Der er dog fortsat plads til forbedring, vurderer Karoline Klaksvig.
- Vores beregning af borgernes skat bliver kun præcis, hvis vi har præcise oplysninger. Selv om vi får rigtigt mange oplysninger automatisk, er vi stadig dybt afhængige af det, borgerne oplyser til os på forskudsopgørelsen, siger hun og opfordrer danskerne til at behandle forskudsopgørelsen med samme omhu som familiens husholdningsbudget.
- Ligesom familiens husholdningsbudget skal skattebudgettet også opdateres, når der sker noget stort i økonomien. Hvis der kommer nye faste udgifter i familien, overfører de fleste af os straks flere penge til budgetkontoen. Sådan bør vi også tænke om forskudsopgørelsen, siger hun.
Hvis der sker større ændringer i økonomien, bør borgerne justere forskudsopgørelsen, så Skattestyrelsen kan genberegne den rigtige skat per måned. Store forandringer er f.eks. køb af fast ejendom, en ny arbejdssituation, eller hvis en borger tager et lån med renteudgifter.
- På den måde sikrer man sig bedst i forhold til at betale den korrekte skat, siger Karoline Klaksvig.
Forskudsopgørelsen for 2021 åbner den 17. november 2020.
Læs mere i publikationen: Restskatten er faldet med over 5 mia. kr. på ti år
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktu-elt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister; tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818