16-07-2020
Danskerne er tilfredse med Skatteforvaltningens kundeservice – også under coronakrisen
Telefonerne kimer, og indbakken bugner hos Skattestyrelsen hvert år i starten af marts. Dér bliver årsopgørelsen frigivet, og tusinder af borgere henvender sig med spørgsmål om sidste års skattebetaling. Siden 2017 har den samlede Skatteforvaltning modtaget 13,7 millioner henvendelser, hvor af langt størstedelen behandles i Skattestyrelsen.
Skatteforvaltningen har som hovedprioritet at sikre god og effektiv vejledning af bor-gere og virksomheder. Derfor gennemføres der årlige målinger af borgere og virksomheders tilfredshed med den vejledning, de får på telefonen og i svar på mails og chatbeskeder.
Nye tal viser, at tilfredsheden i de seneste år har ligget på et højt niveau. De adspurgte i tilfredshedsundersøgelserne bliver bedt om at vurdere, hvor tilfredse de har været med vejledningen på en skala fra 1-5, hvor 5 er det højeste. Den samlede tilfredshed har siden 2017 ligget stabilt med en score over 4.
- Vi er meget tilfredse med resultatet. Det, at have styr på éns skatteforhold er en central del af både borgere og virksomheders økonomi. Derfor er vi meget bevidste om, at vores vejledningsarbejde bidrager til at skabe tryghed for borgere og virksomheder, siger Brian Paust Nielsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Danskernes tilfredshed er høj – også under coronakrisen
Travlheden i Skatteforvaltningens kundeservice fik et ekstra nøk opad, da medarbejderne i marts skulle begynde at hjælpe danskerne hjemmefra på grund af coronakrisen.
De nyeste tal fra Skatteforvaltningens tilfredshedsmålinger viser, at tilfredshedsscoren på telefonopkald har holdt det høje niveau i 2020 med en score på 4,2. De skriftlige besvarelserne holder også niveauet med en score på 3,8.
Tallene viser også, at Skattestyrelsen i højere grad har besvaret henvendelser på mail fremfor på telefon under coronakrisen. Forklaringen ligger i de ændrede arbejdsforhold i Skatteforvaltningen.
- Som alle andre steder betød hjemsendelsen, at mange medarbejdere måtte lægge deres arbejdsvaner om, hvilket har resulteret i flere svar på mail om aftenen. For os er det afgørende, at tilfredsheden med vores vejledning er høj. Og det har hjemsendelsen heldigvis ikke ændret på, siger Brian Paust Nielsen og fortsætter:
- Jeg er imponeret over den måde, medarbejderne har løftet denne store udfordring. De har formået at hjælpe og vejlede danskerne om deres skat på trods af en meget usædvanlig situation. Det fortæller mig, at vores medarbejdere er fleksible og har gjort, hvad der skal til for at opretholde en god kundeservice over for borgerne, siger han.
Læs mere om kundetilfredsheden 2017-2020 her.
Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818