Gå til indhold

Årsopgørelsen er nu åben i test

Skattestyrelsen er fredag aften begyndt at teste systemerne inden den officielle åbning af årsopgørelsen på mandag. Det betyder, at kø-systemet er aktiveret, så borgerne kan tilgå årsopgørelsen for 2025.

Netop nu har Skattestyrelsen åbnet for tidlig adgang til årsopgørelsen for 2025, samtidig med at systemerne testes. Med åbningen kan godt 5 mio. borgere se Skattestyrelsens oplysninger om deres indtægter og fradrag sidste år og foretage eventuelle ændringer, så den endelige skattebetaling bliver korrekt.  

- I disse minutter er de første borgere logget ind for at se, om deres årsopgørelse for sidste år er endt i et rødt eller et grønt tal. Som altid vil jeg opfordre til, at man løber tallene igennem. Det kan være en god ide at se på, om de rigtige oplysninger er med – og være opmærksom på fx kørselsfradraget eller håndværkerfradraget, som man selv skal sørge for at oplyse, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge.

Læs mere om årsopgørelsen på skat.dk/årsopgørelse

Årsopgørelsen for 2025 åbner officielt på mandag den 23. marts 2026. Indtil da kan der forekomme justeringer og rettelser i TastSelv, ligesom der kan være perioder med længere ventetid.

For at sikre stabil adgang til årsopgørelsen anvender Skattestyrelsen et kø-system, der automatisk aktiveres, når mange borgere logger på TastSelv samtidig. I forbindelse med åbningen af årsopgørelsen i 2025 loggede godt 3,1 mio. borgere ind på TastSelv mellem fredag aften og mandag morgen.  

Fra mandag er 500 medarbejdere klar til at hjælpe

For at besvare borgernes spørgsmål vil flere end 500 medarbejdere sidde klar ved telefon, chat, mail og sociale medier fra mandag den 23. marts 2026 - og de vil få travlt. Ved åbningen af årsopgørelsen for 2024 var der i perioder op til 700 opkald i minuttet, som betød, at borgere i starten havde svært ved at komme igennem på telefonen.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe. Men selvom vi har alle vejledningsmedarbejdere klar ved telefonerne – og indkaldt ekstra bemanding – ved vi af erfaring, at det i perioder kan være svært at komme igennem. Mit bedste råd er derfor, at man venter lidt med at ringe eller ser, om ikke vores chatbot kan hjælp med svar. Fristen for at rette årsopgørelsen er udvidet til den 20. maj, så borgerne har god tid, siger Ulrick Junge.

Skattestyrelsen har siden 2021 haft en digital chatbot, der kan besvare henvendelser fra borgerne og henvise til de korrekte regler og felter i årsopgørelsen. Ved årsopgørelsen for 2025 er chatbotten blevet forbedret, så den nu kan besvare flere spørgsmål, ligesom den kan henvise til flere vejledningsvideoer, der trin for trin viser, hvordan man fx oplyser sit kørselsfradrag.

Udbetaling af overskydende skat sker fra den 24. april 2026.

Ved udbetaling af overskydende skat fik 3.8 mio. borgere sidste år udbetalt 25,4 mia. kr. Samtidig skulle godt 800.000 borgere betale 7,8 mio. kr. i restskat.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818