29-06-2023
3. juli bliver det dyrere: Indbetaling af restskat nu kan lette økonomien for ca. 600.000 borgere i 2024
Skattestyrelsens seneste opgørelse af borgernes restskatter viser, at der ved udgangen af maj måned fortsat er godt 650.000 borgere, der har en ubetalt restskat for 2022. Heraf har størsteparten, knap 600.000 borgere, en restskat, der ligger under den såkaldt indregningsgrænse på 22.503 kr. som gør det muligt at overføre og indregne sin restskat i skattebetalingen for 2024.
Vælger man at overføre sin restskat helt eller delvist til det kommende års økonomi, skal man være opmærksom på, at dag-til-dag-renten på 1,7 pct. pr. år erstattes af et procenttillæg på 3,7 pct. fra 3. juli, ligesom den manglende skattebetaling vil betyde en øget skattebetaling i 2024.
Skattestyrelsens opgørelse viser, at der ud af de 600.000 borgere med restskat, er godt 40.000 borgere, der ved udgangen af maj havde en ubetalt restskat på mellem 12.000 kr. og indregningsgrænsen på 22.503 kr.
- Nogle vil helst have restskatten hurtigt ud af verden. Andre ønsker i stedet at benytte sig af muligheden for at udskyde betalingen. Her er det den enkelte, der bedst selv kender sit økonomiske råderum, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen og fortsætter:
- Vælger man at udskyde betalingen, skal man være opmærksom på, hvordan det vil påvirke næste års økonomi. Er det fx en restskat på 12.000 kr. man overfører, så vil det betyde godt 1.000 kr. mindre i hånden hver måned næste år. Det, tror jeg, alligevel godt kan overraske. Så kan en delbetaling nu måske være med til at lette økonomien næste år.
Læs mere om indbetaling af restskat på skat.dk/restskat
Hvis restskatten for 2022 ikke indbetales senest 3. juli, vil der automatisk ske en overførsel til 2024, hvis den er under indregningsgrænsen på 22.503 kr. Indregningen vil kunne ses på TastSelv på Skat.dk, når forskudsopgørelsen er klar i november.
Borgere med en restskat over 22.503 kr. vil få op til tre rater til betaling i TastSelv eller på girokort, hvis man er undtaget for digital post.
Regional fordeling af restskat
De 600.000 borgere, der har en restskat for 2022 under indregningsgrænsen, har i alt betalt godt 2 mia. kr. for lidt i skat. Det giver et gennemsnit på knap 3.352 kr. fordelt over hele landet. Gennemsnittet gælder både borgere med en almindelig årsopgørelse og borgere, der skal udfylde et oplysningsskema.
- Borgernes restskat er nogenlunde ligeligt fordelt i hele landet. Så man kan ikke sige, at nogle er bedre eller dårligere til at ramme plet her. I bund og grund handler det om at have en forskudsopgørelse, der stemmer med den økonomi, man reelt har i løbet af året. Det er den bedste vej til at undgå restskat, siger Jan Møller Mikkelsen.
Se og hent kortet
Læs mere om årsopgørelsen på skat.dk/årsopgørelse
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818