31-05-2024
140.000 virksomheder klar til at indberette moms – digital løsning reducerer knap hver tredje fejl
Skattestyrelsen udvikler løbende digitale løsninger, der gør det lettere for virksomheder og borgere at indberette skat og moms korrekt. Et af de seneste skud på stammen er en digital kontrol, der hjælper virksomheder med at indberette moms korrekt. Løsningen har på et halvt år reduceret fejl i momsindberetninger for virksomheder, der indberetter moms kvartårligt med omkring 30 pct.
- Det nye er, at virksomhedernes momsindberetninger om EU-handel bliver kontrolleret samtidigt med, at virksomheden indberetter deres moms. Er der differencer, får virksomhederne, når de indberetter, en bemærkning om, at der er en difference, og hvad virksomheden kan gøre for at rette differencen. Før vi tog løsningen i brug, skulle vi kontakte virksomhederne for at få rettet differencerne. Nu håndteres det straks, siger Signe Gyldstoff Schmidt, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Den nye digitale løsning blev implementeret i sommeren 2023. Allerede ved momsfristen i december 2023 var der 30 pct. færre fejl blandt de virksomheder, der indberettede moms kvartårligt i forhold til året inden.
- Den digitale løsning er win-win for både virksomheder og Skattestyrelsen. Virksomheder får mulighed for at rette oplysninger med det samme, og vi undgår efterfølgende at rykke en virksomhed, hvis der er differencer. Derfor arbejder vi på at indføre flere af denne form for kontroller i fremtiden, så vi får reduceret antallet af fejl i momsindberetningerne, siger Signe Gyldstoff Schmidt.
Mandag den 3. juni 2024 skal omkring 140.000 virksomheder angive moms for 1. kvartal 2024.
Læs mere om momsindberetning på skat.dk/huskmoms
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818
Det møder virksomhederne, når de indberetter moms
EU-køb
Når virksomheder indberetter moms, sammenholder Skattestyrelsen indberetning i ”Rubrik A - varer/ydelser” med de købsoplysninger, Skattestyrelsen har fra udlandet i samme periode.
I tjekboksene ud for de enkelte bemærkninger skal virksomheden svare på, om det beløb, de netop har indberettet i momsangivelsen, stemmer. Alternativt kan de kontakte deres udenlandske leverandør og bede dem indberette korrekt på virksomhedens momsnummer.
EU-salg
Skattestyrelsen sammenholder indberetningen i ”Rubrik B - varer/ydelser” med virksomhedens indberetning i systemet ”EU-salg uden moms”
Hvis Skattestyrelsen finder uoverensstemmelser mellem de beløb, der er indberettet i de to systemer, vil virksomheden få vist en side, hvor de kan se Skattestyrelsens bemærkninger til deres indberetning. Skattestyrelsen opfordrer herefter virksomheden til at rette deres indberetning enten i momsangivelsen eller i systemet EU-salg uden moms.
Læs mere om den nye digitale momsløsning