Gå til indhold

Fokus på Skattestyrelsens rekrutteringsbehov

I perioden medio december 2023 til primo januar 2024 kører Skattestyrelsen en landsdækkende kampagne, der skal skabe opmærksomhed om styrelsens rekrutteringsbehov og fortælle om styrelsen som arbejdsplads.

Baggrund

Skattestyrelsen står overfor en markant rekrutteringsopgave, idet vi skal rekruttere op mod 750 medarbejdere om året i de kommende år. Det skal vi blandt andet, fordi vi får tilført flere opgaver, og fordi erfarne kolleger løbende går på pension.

Det danske skattesystem er komplekst, og samfundet ændrer sig hele tiden. Derfor er det vigtigt, at vi har de rette kompetencer til at kunne møde de forventninger, omverdenen har til os.

Den opgave løser vi ved at gøre det nemt og trygt at betale skat og ved at have effektive kontrolmekanismer integreret i alle dele af opgaven. Over hele landet har vi brug for medarbejdere og ledere med høj faglighed, der kan bidrage til arbejdet med at sikre, at alle betaler det, de skal.

Om kampagnen

Centralt i kampagnen er en rekrutteringsfilm, som findes i en række versioner. Filmene støttes op af annoncer på de mest besøgte hjemmesider og på sociale medier.

Fra alle indrykninger bliver der henvist til Skattestyrelsens job- og karriereside Job og karriere - Skattestyrelsen (sktst.dk).

Kampagnefilm

Rekrutteringsfilmene er udarbejdet i samarbejde med kommunikationsbureauet Advice. I filmene fortæller en række medarbejdere, hvad der gør deres job meningsfuldt.

Du kan herunder se den længste af kampagnefilmene.

 

Digitale annoncer

Ud over kampagnefilmene indgår bannerannoncer på en række digitale kanaler. Eksempel på annonce, der vises på websites og sociale medier, kan du se herunder.

De digitale annoncer fungerer som animationer. Det vil sige, at billedserierne looper, således at hvert stillbillede glider over i det næste. Annoncerne er klikbare og linker til vores job- og karriereside Job og karriere - Skattestyrelsen (sktst.dk).

Rekrutteringskampagnebanner

 

Kampagnen sætter fokus på vores faglighed

Rekrutteringsfilmene og annoncerne sætter fokus på, at man i Skattestyrelsen kan få et job med mening – et budskab, der formidles af en lang række medarbejdere, der fortæller, hvorfor netop deres job er meningsfuldt. 

Med kampagnen henvender vi os til potentielle medarbejdere, som har lyst til at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab og være med til at løfte en samfundsopgave med mening.