Gå til indhold

Det får du hos os

En arbejdsplads med faglig fordybelse og fokus på din udvikling

I Skattestyrelsen værdsætter vi faglig fordybelse og udvikling af dine kompetencer. Det sker i en hverdag med løbende 1:1-samtaler med fokus på faglighed og udvikling, så du udvikler dig i den retning, du ønsker for dit arbejdsliv. 

Vi har en intern karrierevejledning, som du i løbet af din ansættelse kan få en uforpligtende og fortrolig samtale med om dine ønsker for dit arbejdsliv og karriere. Vi er en stor arbejdsplads, så dit næste skridt kan meget vel være internt i Skattestyrelsen. 

Interne læringsforløb, ekstern efter-/videreuddannelse, erfarings- og vidensdeling på tværs og jobrotationsmuligheder er blot nogle af de tiltag, vi har for løbende at udvikle vores kompetencer. 

Fleksible rammer i din hverdag

I Skattestyrelsen har vi respekt for det hele menneske. Det betyder, at du vil opleve fleksibilitet både i tilrettelæggelsen af arbejdstiden og løsningen af opgaverne.  

Vi samarbejder hver dag på tværs af vores 24 lokationer i hele landet. Virtuelle møder og fleksible siddepladser er derfor en del af arbejdsdagen.  

Skattestyrelsen lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Din opstart betyder meget for os 

Vores opgaver er komplekse, og det tager tid at lære dem at kende. For at sikre den bedst mulige introduktion til arbejdspladsen, processer og opgaver har vi et onboardingsforløb for alle nye medarbejdere.

For dig som ny medarbejder betyder det, at du inden din start i Skattestyrelsen får tilsendt materiale. I løbet af dine første måneder i Skattestyrelsen vil du løbende deltage i møder, webinarer og oplæg, som er målrettet dig som ny medarbejder hos os.  

Tag næste skridt i dit arbejdsliv

Hvis faglige udfordringer, gode muligheder for at udvikle dine kompetencer, fleksibilitet og muligheden for at blive en del af et fællesskab præget af mangfoldighed og engagement har stor betydning for dig, så kig på én af vores ledige stillinger.   

I Skattestyrelsen bliver du en del af en arbejdsplads, hvor du vil opleve fleksibilitet på flere måder – både i tilrettelæggelsen af arbejdstiden og løsningen af opgaverne 

Ledige stillinger i Skattestyrelsen

Få et kig ind i Skattestyrelsen

Mød nogle af dine kommende kollegaer, der på LinkedIn fortæller om deres opgaver, og hvordan det er at arbejde i Skattestyrelsen.  

Følg med på LinkedIn