Gå til indhold

Bliv en del af Proces og Intern Compliance

I den juridiske afdeling Proces og Intern Compliance søger vi nye kolleger. Er det dig?

Som jurist i Proces og Intern Compliance kommer du til at arbejde med compliance og sikre en god forvaltningskultur i Skattestyrelsen. Du får rig mulighed for udvikling, og du kan se frem til et alsidigt og fleksibelt job med stor selvstændighed i tilrettelæggelsen af opgaverne.

På siden her har vi samlet information om afdelingen og de fem fokusområder, som du kan komme til at arbejde med.

Læs stillingsopslaget og søg stillingen

Digitalisering og legal tech

Udviklingen inden for nye digitale teknologier går hurtigt, og nye it-løsninger kan gøre en stor forskel for både borgere, virksomheder og for sagsbehandlingsopgaven i styrelsen. Sammen med gode kolleger arbejder du med at få juraen til at gå hånd i hånd med it-udviklingen.

Din primære opgave er at rådgive om juridisk compliance i IT-projekter med særligt fokus på forvaltningsret og GDPR – samt digital forvaltning som et relativt nyt og hastigt udviklende juridisk område.

Du vil deltage i bl.a. undervisning og netværksaktiviteter, så dine kollegaer har den viden og de værktøjer, der er behov for, for at sikre compliance. Dine opgaver indebærer både tætte samarbejder med forskellige fagområder, og typisk vil skriveopgaver og projektorienterede løsninger være måden, du får sikret fremdrift på.

Du vil blive en del af et hold, som har et stærkt fællesskab og masser af plads til videndeling, sparring og kompetenceudvikling. Kendskab til digitale teknologier er et plus, men ikke afgørende. Det afgørende er, at du er nysgerrig og har lyst til at beskæftige dig med krydsfeltet mellem jura og digitalisering.

- At bruge forvaltningsretten i et digitalt perspektiv er ud over at være fagligt spændende også utroligt meningsgivende. Som kontorchef lægger jeg vægt på, at vi arbejder godt sammen som et hold, så vi skaber de bedste resultater. Et godt arbejdsmiljø med tillid og dialog er derfor alfa omega for mig, og jeg kan afsløre, at vi også griner meget, siger kontorchef Louise Bjørndal Dainese.

Du bliver ansat i kontoret Digitalisering med mulighed for at arbejde i enten Ørestad eller Højbjerg. Din leder bliver Louise Bjørndal Dainese, og du er altid velkommen til at ringe til hende på telefon 72 37 90 97.

GDPR

Hvis du kan lide at skabe rammerne for god databeskyttelse og har lyst til at forbedre retningslinjerne på området, har du her en enestående mulighed for at specialisere dig indenfor GDPR. Du vil være med til at udvikle og oplyse om området, hvor du får en rådgivende funktion på tværs af hele styrelsen.

Området udvides betragteligt, og det giver dig mulighed for at sætte et unikt præg på området. Vi kan garantere dig, at du kommer til at deltage i en række projekter, hvor du bidrager med din faglige viden og hjælper med sparring og undervisning indenfor databeskyttelse.

Som en del af teamet indgår du i koordinering og rapportering til departementets tilsyn med informationssikkerhed, og du vil bistå og følge op ved sikkerhedsbrud.

I dit arbejde er du med til at løse juridiske problemstillinger og arbejde med compliance indenfor databeskyttelse, bl.a. når du udvikler interne retningslinjer og processer. Du møder både interne og eksterne interessenter indenfor GDPR-området, og du vil få et stort netværk, hvor du deler ud af din viden.

- Du er en del af et stærkt fagligt fællesskab inden for et højtprioriteret område med nogle meget dedikerede og gode kollegaer. Ordentlighed er kernen hos os – både i forhold til juraen og i forhold til kolleger og samarbejdspartnere. I kontoret værner vi om arbejdsglæde og det gode samarbejde i et trygt og uformelt arbejdsmiljø. Som kontorchef lægger jeg stor vægt på, at du som medarbejder har mulighed for at udvikle dig, siger kontorchef Mette Frøstrup Hartvigsen.

Du bliver ansat i kontoret GDPR med mulighed for at arbejde i enten Ørestad eller Højbjerg. Din leder bliver Mette Frøstrup Hartvigsen, og du er altid velkommen til at ringe til hende på telefon 72 37 62 02.

Forvaltningsret

I vores kontor kan du være med til at styrke forvaltningskulturen på tværs af Skattestyrelsen. Vi brænder alle for forvaltningsret og processuelle regler, og i din rolle som juridisk rådgiver skaber du opmærksomhed om gældende regler og sikrer en ensartethed i praksis på tværs af Skatteforvaltningen. Du kommer til at rådgive på forskellige niveauer, da vi inddrages i konkrete sager såvel som større generelle problemstillinger. Du rådgiver og skaber også awareness på et mere generelt niveau i Skatteforvaltningen. Det kan fx være ved udarbejdelse af information om ny praksis og lovgivning eller i undervisning.

Dit arbejde har stor betydning, da du kommer til at arbejde med principielle sager og lovforberedende arbejde. Du vil også bidrage til større juridiske besvarelser, fx til Folketingets Ombudsmand, og du får derved en dybdegående faglighed indenfor forvaltningsret.

- Da vores sager som regel bunder i principielle spørgsmål inden for forvaltningsretten, er det en mærkesag for vores kontor, at der er et højt fagligt niveau, hvor det altid er muligt at sparre med kollegaer om problemstillinger. Derfor prioriterer jeg også, at der skal sikres rum til faglig fordybelse, siger kontorchef Anne Sophie Springborg Stricker.

Du bliver ansat i kontoret Skatteproces og Forvaltningsret med mulighed for at arbejde enten i Ørestad eller Højbjerg. Din leder bliver Anne Sophie Springborg Stricker, og du er altid velkommen til at ringe til hende på telefon 72 37 05 55.

Anne Sophie

Compliance

Compliance er et strategisk fokusområde, hvor vi arbejder proaktivt med at fremme en stærk forvaltningskultur i Skattestyrelsen. Din rolle bliver igennem fx kampagner at formidle og skabe awareness om de regler og normer, der gælder for offentlig forvaltning. Tidligere har vi lavet interne kampagner om fx Kodex VII og tavshedspligt, hvor vi via fysisk undervisning, SharePoint-løsninger, film, artikler og lignede har sat fokus på god adfærd i det offentlige. Lignende kampagner kan du komme til at stå i spidsen for, og du får mulighed for bringe din juridiske baggrund i spil i dit bidrag til udviklingen af værktøjer og processer. Du kan også få en rolle i arbejdet med at sikre overblik og juridisk kvalitetssikring af Skattestyrelsens sager til Folketingets Ombudsmand.

Tværgående Compliance er fortsat i udvikling, og du får derfor en unik mulighed for at bidrage til udviklingen af arbejdet med retlig compliance i Skattestyrelsen herunder udviklingen af governance for arbejdet.

Din kontaktflade er bred, og du samarbejder med kolleger fra forskellige dele af Skattestyrelsen. Du får et stort ansvar, men du er aldrig alene – du kan altid sparre med din leder og dine dygtige kolleger. Du arbejder samtidigt tæt sammen med de juridiske kolleger i vores ”søsterkontorer”, der er eksperter indenfor de emner, vi har spot på.

- Vores strategiske opgave gør, at vi naturligt har fokus på vigtigheden af samarbejde, faglighed og formidling på tværs af styrelsen. I kontoret lægger vi også stor vægt på samarbejde og sparring – og det er vigtigt for os, at vi har det sjovt sammen. Som kontorchef vægter jeg ordentlighed, kvalitet og ansvar højt - både i forhold til opgaven og til kolleger og samarbejdspartnere, og så er det vigtigt for mig, at der altid er plads til udvikling, siger kontorchef Anne-Mette Fuglebjerg.

Du bliver ansat i kontoret Tværgående Compliance med mulighed for at arbejde enten i Ørestad eller Højbjerg. Din leder bliver Anne-Mette Fuglebjerg, og du er altid velkommen til at ringe til hende på telefon 72 38 90 61.

Effektiv kontrol

Hos os arbejder du med implementering og fortolkning af lovgivningen om Skattestyrelsens vigtigste kerneopgave – at sikre, at alle betaler den skat de skal.

Opgaverne vedrører regler, der spænder fra indberetning af oplysninger over udskrivning af årsopgørelsen og til den endelige opkrævning og sikring af statens indtægter.

Og selvfølgelig også de regler, der giver Skattestyrelsen mulighed for at kontrollere, at alle gør som de skal - med respekt for retssikkerheden.

Du kommer til at rådgive om komplekse og principielle juridiske spørgsmål, og se resultatet af din rådgivning leve i Skattestyrelsens daglige drift.

Du vil opleve en stærk samarbejdskultur, bl.a. på vores sparringsmøder, hvor hele kontoret er klar til at hjælpe hinanden i konkrete sager.

Din juridiske viden vil med garanti blive udvidet, og du får styrket dine kompetencer inden for bl.a. faglig formidling og får tid til at fordybe dig i spændende problemstillinger - både selvstændigt og i samarbejde med andre.

- Som ny i kontoret skal man forstå metoden, men ikke nødvendigvis kende reglerne indenfor kontorets fagområder. Du får opgaver om lovområder og bestemmelser, som du ikke nødvendigvis kender, men du kan altid række ud til en kollega, som kan hjælpe dig godt videre. Vi arbejder selvstændigt, men sammen. Vi krydrer tit vores arbejde med anekdoter fra fritiden, og de sociale arrangementer i kontoret har høj tilslutning, siger kontorchef Ina Ring Hougaard.

Du bliver ansat i kontoret Indberetning, Kontrol og Opkrævning med mulighed for at arbejde i enten Ørestad eller Højbjerg. Din leder bliver Ina Ring Hougaard, og du er altid velkommen til at ringe til hende på telefon 72 37 19 70.

Det siger medarbejderne i Proces og Intern Compliance

Tid til fordybelse

Som jurist i kontoret Skatteproces og Forvaltningsret er Martin Anchers dagligdag er fyldt med principielle spørgsmål fra kollegaer i resten af Skattestyrelsen.

- Jeg synes, det er rart, at vi får lov til at dykke ned i de forskellige juridiske områder - og jeg synes især, det er interessant, når jeg får nogle problemstillinger, jeg ikke har set før og derfor skal tage stilling til, hvad der gælder helt præcist, fortæller han.

Det var netop det, Martin savnede, da han i 2021 blev ansat i Skattestyrelsen. Han havde med sin baggrund fra den departementale verden erfaringer fra den politiske verden, men at have tiden til og muligheden for fordybelse var en attraktiv mulighed, som han gerne ville afprøve.

Altid i udvikling

Catharina Hebel arbejder i GDPR-kontoret med at formidle reglerne om persondatabeskyttelse og udvikle værktøjer, der gør det nemmere for kollegerne at overholde reglerne.

- Her kan man udvikle sig i mange forskellige retninger. Her er gode muligheder for at gå enten ledervejen eller specialistvejen, og fordi vi er så stor en styrelse, kan vi også nemt rokere til andre stillinger og på den måde prøve kræfter med noget nyt, forklarer Catharina.

Catharina startede som studentermedhjælper, og for hende er Skattestyrelsen en arbejdsplads fyldt med muligheder. 

En passion for jura og digitalisering

Udviklingen i Skattestyrelsen går stærkt – også når det gælder it- og digitale udviklingsprojekter. I 2017 startede Jacob Skovgaard som digitaliseringsjurist og arbejder til dagligt med juridisk rådgivning i store og små it-projekter. 

- Digitalisering er et virkelig spændende område at følge som jurist. Og det driver mig at gøre en forskel. Så er rammerne også bare gode - Skattestyrelsen er en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, god fleksibilitet og godt kollegaskab på tværs, siger Jacob.

Jacob trives med de faglige udfordringer, hvor han især peger på, at den juridiske rådgivning skal være korrekt.

- Skattestyrelsen behandler en lang række sager med stor betydning for borgere og virksomheder, og derfor er det vigtigt, at vi har fokus på, at vores it-systemer lever op til kravene i lovgivningen.

Bliv en del af Proces og Intern Compliance

Bliv en del af Proces og Intern Compliance og få fingrene i de mest spændende opgaver inden for den processuelle jura.

Søg stillingen

En karriere i Skattestyrelsen

I Skattestyrelsen har vi en ambition om at være en af Danmarks allerbedste arbejdspladser. Det vil vi sikre ved at tilbyde en samfundsopgave med mening, udfordrende opgaver, alsidige karriereveje, en stærk kultur og kompetent ledelse. Hvad det konkret betyder, kan du læse mere om her.