Gå til indhold

Virksomhedernes talerør sikrer udsyn

Marlene C. Christensen vejleder blandt andet virksomheder i telefonen og på mail. Marlene nyder den direkte vejledning, der holder hende skarp på, hvad der rør sig, der hvor lovgivning og regler møder hverdagen. Det er vigtig viden at have, når man som Marlene bærer flere kasketter; også i forbedrings- og udviklingsregi.

Navn: Marlene C. Christensen
Ansat: 2001
Uddannelse: HD i regnskab og diplomfag i moms

Marlene har tidligere arbejdet som revisor i seks år og har været i Skattestyrelsen i 22 år. Og hun elsker sit arbejde.

- Jeg synes, hver dag er spændende. Der er så mange forskellige jobmuligheder, som er med til at understøtte den enkelte medarbejder, hvilket også betyder, at vi flytter os sammen.

Marlene, der sidder i kontoret Virksomhedsvejledning Styring og Kvalitet har overordnet tre hovedfunktioner: drift, støtte og udvikling.

- Altså, hvis jeg kun skal sige en ting om mit arbejde, så tænker jeg på mig selv som en ambassadør, der sikrer udsyn; altså er virksomhedernes talerør i flere tiltag og projekter i især Skattestyrelsen. Mere konkret betyder det, at jeg noget af min tid sidder ved telefonerne og på mail, hvor jeg vejleder både dybt og bredt på flere fagområder på Erhverv. Jeg synes, det er vigtigt at være i direkte kontakt med virksomhederne, for på den måde ved jeg, hvad der rør sig derude, og på den måde kan jeg på bedst mulige vis bidrage med kvalificeret udsyn i vores mange gode forbedrings- og udviklingstiltag, fortæller Marlene energisk og fortsætter:

- Jeg er også tovholder, hvilket betyder, at jeg sikrer, at mine kolleger hele tiden er opdateret på vores fagområde, så de kan vejlede korrekt og på bedst mulige vis, og endelig står jeg til rådighed som digital bagvagt for mine kolleger på telefonerne, hvis der opstår tvivl eller der på anden vis behøves hjælp.

Tager ansvar i vejledningen

Når Marlene er på telefonerne, sætter hun en ære i at give korrekt og let forståelig helhedsvejledning. Det betaler sig på flere måder, og målt på tilfredshed har Marlene og hendes kolleger på den telefoniske vejledning da også en gennemsnitlig rating på 4.4 ud af 5. Marlene er også stolt over at være med i flere proaktive vejledningstiltag fx med at ringe proaktivt ud med vejledning til virksomheder med manglende indberetninger. Virksomhederne tager meget positivt imod de proaktive tiltag.

Udover sine roller med virksomhedsvejledning, støtte og tovholder, er Marlene desuden en del af samarbejdet med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen om et overblikssystem til brug i den telefoniske vejledning. I systemet kan Marlene og hendes kolleger på deres skærme se, hvor den enkelte virksomhed har et opmærksomhedspunkt, som de så kan informere om direkte i den telefoniske vejledning og hjælpe proaktivt til løsning af, så virksomheden ikke pludselig sidder med fx en advarsel, en rykker eller et gebyr.

Det er virkelig meningsfuldt at hjælpe og kunne vejlede proaktivt, og jeg har særligt kastet min kærlighed på de små og mellemstore nye virksomheder, der i deres opstart har mange udfordringer, som de sidder alene med. Hvis jeg kan gøre mit til, at de kommer godt fra start og godt igennem de mange regler og love, og i stedet kan bruge deres overskud på at komme godt i gang med det, de er gode til, så har jeg gjort en positiv forskel. Vi kan hjælpe med at løfte deres administrative byrde samt tage noget af usikkerheden og den dårlige samvittighed væk ved at få indberettet og betalt korrekt og til tiden.