Gå til indhold

Kenneth Joensen

Som direktør for fagområdet Selskab er Kenneth Joensen ansvarlig for beskatningen af selskaber – fra de mindste anpartsselskaber til Danmarks største koncerner samt offentlige virksomheder, fonde og foreninger - og for håndteringen af udbytterefusionsområdet.

 

Kenneth Joensen er fagdirektør for Selskab. Han er ansvarlig for beskatningen af selskaber og for håndteringen af udbytterefusionsområdet. At arbejde i Skattestyrelsen er for ham følelsen af at være med til at løse en vigtig samfundsopgave. Her er tillid et af nøgleordene. 
 
- Jeg synes, vi løser en helt essentiel samfundsopgave. Hvis der ikke er tillid til Skattestyrelsen, så har vi, efter min mening, et stort samfundsproblem. Jeg mener, at jeg sammen med mine medarbejdere kan være med til at øge tilliden til skattevæsnet. Det er en kæmpestor og væsentlig opgave for mig. 
 
Dialogen med både medarbejdere og skatteydere er noget af det, der driver Kenneth Joensen og giver ham energi. 
 
- Jeg holder af, når jeg kan mærke, at vi rykker os i den rigtige retning. Jeg er meget glad for at komme rundt og tale med medarbejderne i enhederne, og det er noget, jeg prøver at prioritere i en travl hverdag. Jeg prøver også at komme ud at tale med vores skatteydere. For eksempel vores store selskaber, der betaler rigtig meget i selskabsskat. Det er super vigtigt, at vi får skabt en dialog med dem om, hvordan deres samarbejde med Skattestyrelsen fungerer.

CV

2018 - : Fagdirektør Selskab, Skattestyrelsen
2015 - 2018: Juridisk direktør, Finans Danmark
2012 - 2015: Chefjurist, ATP
2007 - 2012: Vicepolitimester, Rigspolitiet
2006 - 2007: Advokat, Viltoft Høberg Petersen
2000 - 2006: Fuldmægtig, Justitsministeriet og Rigspolitiet
Uddannelse: Cand.jur. 2000