Jens Teilberg Søndergaard

Jens Teilberg Søndergaard er fagdirektør for Jura. Her ligger ansvaret for at sikre, at vi i Skattestyrelsen bruger skatte-, afgifts- og momsreglerne korrekt og ensartet. Det gælder også brugen af de strafferetlige og forvaltningsretlige regler, som Jura understøtter på tværs af hele Skatteforvaltningen.
- Skattestyrelsen er landets største styrelse med opgaver, der går på tværs af hele samfundet. Jeg er drevet af den samfundsmæssige betydning, som Skattestyrelsen har. Vi er jo hele fundamentet for det danske velfærdssamfund. Og det giver virkelig mening i min optik at være med til at understøtte en velfungerende skatteforvaltning.
Skat er ikke enkelt, men at beskæftige sig med ting, der er svære, er noget af det, der giver Jens energi.
- Jeg kan godt lide at beskæftige mig med ting, der er svære. Det er der, man oftest kan se, at man gør en forskel og kan rykke både enkeltindivider og organisationer. Og Skattestyrelsen består af en lang række meget dygtige og dedikerede medarbejdere, der har en stærk vilje til at få tingene til at fungere og til, at vi får omsat de komplekse skatte- og afgiftsregler til løsninger, der opleves enkle.
CV
2021 - : Fagdirektør for Jura hos Skattestyrelsen
2020 – 2021: Partner hos Poul Smith/Kammeradvokaten
2015 – 2020: Afdelingschef i lovafdelingen, Justitsministeriet
2013 – 2015: Kommitteret i juridiske spørgsmål i Statsministeriet
2010 – 2013: Kontorchef i Justitsministeriet
Uddannelse: Cand.jur. 1999, Ph.d. 2003